Kim: USA er ikke blevet fjenden

Kim Kielsen roser Mette Frederiksens håndtering af sagen om Trumps ønske om at købe Grønland.

Offentliggjort

Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) forventer fortsat, at samarbejdet med USA vil blive styrket i de kommende år.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

- Vi er ved at evaluere de seneste dages udvikling. Det forhold at USA’s præsident melder afbud til Hendes Majestæt Dronningens invitation, kan vi selvfølgelig kun tage til efterretning. Men jeg forventer, at vores gode samarbejde med USA vil fortsætte og fortsat blive udviklet, siger Kielsen til Sermitsiaq.

Kielsen påpeger, at de seneste dages tumult omkring Trumps interesse for at købe Grønland af Danmark har bevist, at Grønland og Danmark solidt står sammen.

- Jeg er glad for statsministerens reaktion. Hun udviser helhjertet og stor respekt for vort land og befolkning. Det er betryggende og stadfæster vores gode samarbejde Grønland og Danmark imellem, også selvom vi på sigt gerne vil stå på egne ben. Uanset hvad, så ved vi, at vi har hinanden og kan regne med hinanden.

- Men USA er ikke blevet fjenden. Vi skal ikke grave grøfter men i stedet fortsat samarbejde i alle henseender, herunder de vigtige handelsrelationer, vi er ved at opbygge og ikke mindst af hensyn til beskyttelsen af hele den arktiske region, siger forman­ den for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S).

Du kan læse flere reaktioner og analyser af situationen efter Trumps afbud i avisen Sermitsiaq. Du kan købe adgang nedenfor:

Powered by Labrador CMS