Kim ser frem til mødet med Trump

Formand for Naalakkersuisut glæder sig over, at Mette Frederiksen lever op til løftet om et ligeværdigt samarbejde

Offentliggjort

Kim Kielsen ser frem til at mødes med USA's præsident Donald Trump sammen med statsminister Mette Frederiksen og den færøske lagmand.

- Den arktiske dagsorden gennemgår i USA en stigende interesse, og Naalakkersuisut ser frem til, som den arktiske del af Rigsfællesskabet, at diskutere Rigsfællesskabets interesser med præsidenten, siger han i en pressemeddelelse.

Kim Kielsen henviser til den lange fælles historie mellem Grønland og USA.

- Med genopretning af en permanent amerikansk officiel tilstedeværelse i Grønland, ser Naalakkersuisut frem til et fornyet og fortsat godt samarbejde.

- Naalakkersuisut anerkender at Grønland har en særlig strategisk position, samt at der i disse år sker en ny geopolitisk udvikling i Arktis. Det er her Naalakkersuisuts ønske og hensigt at bevare et fredeligt Arktis.

Kim Kielsen sender ligeledes et anerkendende nik i retning af statsministeren.

- Naalakkersuisut observerer med glæde, at statsminister Mette Frederiksen, i tråd med regeringsgrundlagets ønske om 'et ligeværdigt, positivt og styrket partnerskab i Rigsfællesskabet baseret på tillid og gensidig respekt', og bestemmelserne i lov om Grønlands Selvstyre, har inviteret Formanden for Naalakkersuisut til at deltage i det amerikanske statsbesøg.

Powered by Labrador CMS