Kim Kielsen giver medlemmer af Inatsisartut en opsang

Formandskabet minder medlemmer af Inatsisartut om, at de skal overholde reglerne om god ro og orden. Det sker efter, at formandskabet er blevet kritiseret af medlemmer på digitale medier.

Formandskabet har flere gange konfronteret medlemmer, der ikke har respekteret henvisninger om god ro og orden.
Offentliggjort

God ro og orden.

Det forlanger Kim Kielsen, formand for Inatsisartut.

Sermitsiaq.AG har fået indsigt i en mail, som er sendt ud til samtlige medlemmer af Grønlands parlament. Her fremgår det, at formandskabet fremsætter en kraftig henstilling til medlemmer af Inatsisartut om at følge forretningsordenens bestemmelser omkring møderne og mødeledelsen.

Kim Kielsen oplyser over for medlemmerne, at formandskabet har modtaget klager over flere forhold omkring møderne i salen.

Det fremgår ikke, hvem eller hvad klagerne konkret drejer sig om.

Kritiseret på digitale medier

Formanden for Inatsisartut oplyser til gengæld, at formandskabet flere gange har konfronteret medlemmer, der ikke har respekteret mødelederens henvisninger om god ro og orden.

Det har resulteret i, at formandskabet er blevet kritiseret af medlemmer af Inatsisartut på digitale medier. Det er - ifølge Kim Kielsen - sket uden, at de pågældende medlemmer har klaget direkte til formandskskabet. Og det ser formandskabet meget alvorligt på.

Kim Kielsen minder om, at formandskabet kan være nødt til at tage paragraf 49 i forretningsordenens bestemmelser i brug, såfremt mødelederens anvisninger gentagne gange ikke følges eller respekteres.

Ifølge paragraf 49 kan et medlem blive udelukket fra møder i Inatsisartut i indtil 14 mødedage, hvis et medlem groft tilsidesætter ordensreglerne i Inatsisartut.

Formandskabet vil drøfte sagen med udvalget for forretningsudvalget i nær fremtid, oplyser Kim Kielsen.

Powered by Labrador CMS