Kigger regeringens embedsmænd i kortene

Før en folketingsdebat på onsdag om mulige CIA-fly via Grønland kan politikerne læse danske dokumenter i sagen

Både Lars-Emil Johansen og Juliane Henningsen ventes at deltage i debatten på onsdag i Folketinget om CIA flyvningerne. Forinden får de mulighed for at se hvad der er skete. Foto: Sermitsiaq

Oppositionen får lov til at kigge regeringens embedsmænd i kortene på grund af mistanken om ulovlige fangetransporter, som den amerikanske efterretningstjeneste CIA skal have gennemført via Grønland.

Det stod klart efter fredagens møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor udenrigsminister Lene Espersen (K) afviste, at der er sket noget forkert.

Blandt deltagerne i mødet var også Enhedslistens Frank Aaen, som gerne vil se på de danske papirer, som findes i sagen.

- Det er så heldigt, at der er et parallelt sæt danske noter. Vi har fået lov til at se dem i Udenrigsministeriet. Det vil jeg gøre en af de nærmeste dage, siger Frank Aaen.

Dermed vil han kunne møde velforberedt op til en forespørgselsdebat om sagen i Folketinget på onsdag.

Af en indberetning fra den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark James Cain fremgår det, at den danske regering kun udadtil gav indtryk af, at den ville til bunds i sagen. Men den skulle helst dø hen. Det forstod han af samtaler med danske topembedsmænd.

Indberetningen er lækket af netaktivisterne i WikiLeaks. Det bruger den danske regering som argument for overhovedet ikke at kommentere dokumentet.

Det vil SF'eren Holger K. Nielsen imidlertid gerne.

- Der er stærke indicier for, at man har kørt et dobbeltspil, hvor man på den ene side har sagt, at sagen skal undersøges, og på den anden side har beroliget amerikanerne ved at sige, at man ikke ville til bunds i sagen, siger Holger K. Nielsen.

- Det fremgår klart af WikiLeaks-dokumentet. Det fik udenrigsministeren ikke tilbagevist på mødet i dag, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS