Kielsen: Jeg overvejer at genopstille som formand for Siumut
Kim Kielsen går med overvejelser om alligevel at genopstille som formand for Siumut til næste landsmøde i 2020, afslører han i et interview med Sermitsiaq.AG.
Det oplyser Kim Kielsen til Sermitsiaq.AG, efter at han har fået en meget bred og solid opbakning fra partiets lokalafdelinger.
Hvis de syv medlemmer af Siumuts gruppe i Inatsisartut fastholder deres mistillid til Kim Kielsen som partiformand og formand for Naalakkersuisut vil konsekvensen være, at Kim Kielsen vil udskrive valg, afslører han.
Glad for opbakningen
– Lokalafdelingerne har talt, og jeg er glad for den store opbakning, som selvfølgelig giver mig yderligere styrke til at arbejde for vort land på vegne af Siumut, og jeg skal understrege, at jeg selvfølgelig tager kritikken og kravene fra baglandet til efterretning, siger Kim Kielsen.
– Allerede i november sidste år har jeg meddelt, at partiet skal finde en afløser til mig, da jeg ikke har planer om at genopstille som formand for partiet. Men den konflikt, der er opstået, har fået mig til at overveje at genopstille som partiformand, da min mission er at være med til at redde Siumut fra de kaotiske tilstande, der er opstået som følge af mistillidserklæringen, som dele af mit partis Inatsisartut-gruppe har skabt, understreger han.
Op til Erik Jensen
Med hensyn til medlemmet af Naalakkersuisut, Erik Jensen, der var blandt de syv, der udtrykte kritik af partiformanden, siger Kim Kielsen:
- Det er op til Erik Jensen, om han vil sidde i samme stue sammen med én, han ikke nærer tillid til. Det er ham selv, der må afgøre, hvorvidt han fortsat vil arbejde sammen med mig, understreger Kim Kielsen over for Sermitsiaq.AG.