Kielsen: Lad os fastholde sammenholdet

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen takkede i sin nytårstale for den forståelse, som borgerne har vist i forbindelse med at undgå smittespredning af coronavirus.

- Det er mit håb, at det sammenhold som I har udvist, vil fortsætte efter epidemien, i tråd med den ånd af hensyntagen til hinanden som vore forfædre i generationer havde overfor fællesskabet, sagde Kim Kielsen, der samtidig takkede de involverede, som har haft til opgave at bekæmpe smittespredningen.

Det er Kim Kielsens håb, at Grønland i 2021 kan vende tilbage til den vante hverdag.

- Vores økonomi har vist stærk fremgang over de sidste år. Selvom begivenhederne i år 2020 satte tempoet ned i den økonomiske udvikling, har vores gode økonomi medført, at vi stadig kan fortsætte, fastslog landslederen.

Økonomisk fremgang

Han remsede en række tiltag op, der har været med til at værne om en økonomisk fremgang ved alle beboede steder og pegede blandt andet på enspris-systemet.

En udvikling af turismen, færre arbejdsløse og igangsættelsen af anlæggelsen af de nye atlantlufthavne blev nævnt. Og så slog Kim Kielsen fast med syvtommersøm, at Sydgrønland vil få en regional lufthavn i Qaqortoq.

- Man kan ikke komme uden om en ny lufthavn i Qaqortoq, såfremt der skal sikres udvikling i Sydgrønland, sagde Kim Kielsen, der glædede sig over, at kronjuvelen blandt de selvstyreejede selskaber, Royal Greenland, var i gang med en udskiftning af fiskeriflåden til ”verdens mest moderne trawlere”.

Han pegede også på udskiftningen af nye helikoptere i Air Greenland og nyt fragtskib og tre nye bygdefragtskibe, som investeringer, der bliver et gode for landet.

Undskyldningen

De 22 eksperimentbørn, der i 1951 blev tvangssendt til Danmark, blev også nævnt i talen, hvor Kim Kielsen gav udtryk for, at statsminister Mette Frederiksens undskyldning var ”på sin plads”.

- Som en følge af Statens undskyldning, sender jeg derfor mine dybeste og bedste ønsker til ofrene, i håbet om at de trods de omstændigheder de har måttet være igennem, på en meningsfuld måde kan komme videre med livet, sagde Kim Kielsen.

Læs hele talen her på Naalakkersuisuts hjemmeside

Powered by Labrador CMS