Kielsen: Ingen hold i Erik Jensens anklager

Kim Kielsen afviser de kraftige anklager, hans modkandidat Erik Jensen er fremkommet med, blandt andet at de rige er blevet rigere, mens de fattige er blevet fattigere under Kielsens tid: – Erik Jensen har selv været med til at beslutte de mange tiltag, der har været for at skabe større lighed i samfundet, siger Kim Kielsen.

Kim Kielsen afviser Erik Jensens meget kraftige anklager.

Ingen tvivl om at Kim Kielsen har været og stadig er under sit værste politiske stormvejr i denne valgperiode 2017-2020 som formand for Siumut.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Man kunne foranlediges til at tro, at det er oppositionen i Inatsisartut, der vil give de største dønninger, men det er det ikke, det er hans eget bagland, der bare nægter at falde til ro og nægter at give deres formand arbejdsro:

– Flere gange har vi i denne valgperiode måttet kæmpe en hård kamp internt i partiet for at få enderne til at hænge sammen, og flere gange har vi været nødt til at gennemføre store krisemøder for at undgå valg i utide. For der er nogle, der ikke vil falde til ro, og som opsøger konflikt konstant. Men hidtil har vi kunnet finde fælles fodslag igen, fordi der netop er beviser for, at Siumut under min ledelse går den rigtige vej i henhold til partiets vedtægter, værdier og ikke mindst de målsætninger, landsmødet har udstukket, fastslår formanden for Siumut, Kim Kielsen overfor Sermitsiaq.

Jensen har selv været med

Kim Kielsen (S) henviser til, at Erik Jensen (S), siden han blev valgt ind i Inatsisartut, har været med til de tiltag, der har været for at skabe større lighed i samfundet. Om han er utilfreds med sine egne beslutninger, må Jensen ifølge Kielsen selv gøre op med:

– Vi har genindført ensprissystemet. Vi har systematisk sørget for at sprede anlægs- og renoveringsopgaverne til hele kysten. Vi har indført beskæftigelsesfradraget. Skattetrykket har været stabilt. Vore ældste har fået mulighed for at tjene ekstra uden at skulle bøde for det. Det er bare nogle eksempler på de mange resultater, vi har opnået i den tid, jeg har siddet som formand, fastslår Kim Kielsen overfor Sermitsiaq.

Læs mere i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS