Kielsen: Inatsisartut skal diskutere genåbning

Naalakkersuisut vil fremlægge en strategi for genåbning af landet, som medlemmerne af Inatsisartut skal diskutere, siger formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

Obs: Opdateret med de tre faser kl. 13.55

Torsdag middag holdt formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, et pressemøde om åbningsstrategien for Grønland.

Her fortalte Kim Kielsen, at han vil fremlægge en strategi for genåbning af landet for Inatsisartut:

- Derefter kommer vi til at tage beslutning om, hvordan genåbningen skal køre, lød det fra Kim Kielsen.

Han sagde, at det er nødvendigt med en genåbning:

- Vi kan ikke bare lukke os ude. Vi er en del af verdenssamfundet, siger Kim Kielsen.

Første fase af åbningen:

  • Første fase af åbningen kan påbegyndes, når smittekoefficienten i Danmark er under 1 og andelen af smittede ved testning, overstiger ikke 5 % af befolkningen i Danmark.
  • Åbningen medfører, at der tillades max 600 indrejsende med fly pr. uge. Rejsende skal være testet negative før afgang og skal testes på femtedagen efter ankomst. Rejsende skal i karantæne fra ankomst frem til et negativt testresultat foreligger. Derudover fastholdes nuværende påbud og anbefalinger.

Anden fase af åbningen:

  • Ved anden fase af åbningen skal antallet af eventuelt smittede i Grønland være kendt og håndteret. Smittekoefficienten i Danmark overstiger ikke 0,7 og andelen af smittede ved testning, overstiger ikke 2 % af befolkningen i Danmark.
  • Åbningen medfører, at der tillades max 1200 indrejsende med fly pr. uge. Rejsende skal testes negative før afgang og skal testes på femtedagen efter ankomst. Rejsende skal være i karantæne fra ankomst frem til et negativt testresultat foreligger. Derudover fastholdes nuværende påbud og anbefalinger.

Tredje fase af åbningen:

  • Ved tredje fase af åbningen skal antallet af eventuelt smittede i Grønland være kendt og håndteret. Smittekoefficienten i Danmark overstiger ikke 0,5 og andelen af smittede ved testning, overstiger ikke 1 % af befolkningen i Danmark.
  • Åbningen medfører, at der ikke er begrænsninger i antallet af flypassagerer. Rejsende skal testes ved symptomer efter ankomst. Nuværende anbefalinger opretholdes, men påbud ophæves.

- Gældende for alle tre faser er, at alle borgere skal lade sig teste ved symptomer på COVID-19, og alle opfordres til at undlade at rejse, hvis man har sygdomssymptomer, skriver Naalakkersuisut.

Tidsplanen for overgangen til fase 1 vil træffes efter debatten i Inatsisartut.

Ifølge Kim Kielsen skal man regne med, at åbningen i første omgang kommer til at finde sted inden for rigsfællesskabet.

Powered by Labrador CMS