Kendt youtuber: Vil med når Norsaqs afløser kommer til Grønland

Josh Cahill der blogger om luftfart har lavet en video, hvor han rejser hele vejen fra Sri Lanka til Nuuk for at få svar på en mail.

Den kendte youtuber Josh Cahill har været fascineret af Grønland, lige siden han var barn.

Det var derfor en drøm, der gik i opfyldelse, da han for nylig besøgte Nuuk. Og det er der kommet en video ud af på YouTube, som i skrivende stund har fået omkring 100.000 visninger.

Josh Cahill er bedst kendt for sin store interesse for fly.

Det er derfor heller ikke så underligt, at det meste af videoen tager udgangspunkt i selve rejsen fra Sri Lanka til Grønland, som slutter i Nuuk lufthavn.

Yndlingsfly

Josh Cahills yndlingsfly er Airbus A330-800 Neo. Det er det fly, som Air Greenland har købt og formentlig sender i luften for første gang i slutningen af året. Airbus A330-800 Neo kommer til at erstatte Air Greenlands nuværende fly Norsaq.

Det er i den forbindelse, at Josh Cahill skriver en mail til kommunikationschefen i Air Greenland, Katja Vahl. Han vil med ombord. Men da han ikke får en tilbagemelding, vælger han at rejse til Grønland for at opsøge hende.

Josh Cahill kunne bare have ringet, men der er ingen tvivl om, at rejsen var det værd. Den verdenskendte youtuber får lovning på at være ombord når Norsaqs afløser lander i Grønland.

Du kan se hele videoen her.

Powered by Labrador CMS