Kejserinde kindkyssede præst

Samuel Færgemand Mikkelsen var i fem år præst i Midtgrønlands Provsti. I dag er han præst i Nordjylland, men han tænker ofte tilbage på tiden og de mange oplevelser i Grønland.

Særlig én oplevelse trænger sig på i hjernebarken. Denne oplevelse har han nedfældet i en kronik indsendt til Kristeligt Dagblad. Kronikken har sikret Samuel Færgemand Mikkelsen hæder, og vi bringer et uddrag fra den.

Kronikken tager afsæt i 1996, hvor Biskop Sofie Petersen havde indbudt alle præster i Grønland til præstekonvent i Tasiilaq.

» Jeg var meget spændt, da dette plejede at være meget hyggeligt og belærende. Det er jo altid godt at få kollegial støtte og opmuntring i sin præstegerning, særligt for os tre dansksprogede præster. Vi var placeret på vestkysten med cirka 700 kilometer til nærmeste kollega,« skriver Samuel Færgemand Mikkelsen.

»Men nu var der pludselig opstået et hul i programmet. Der var afsat god tid til, at vi kunne forberede os på, at den japanske kejsers fætter med kone kom på besøg hos os, hvor vi blandt andet skulle slutte af med fællesspisning. Der var en følelse af højtid i luften. Men jeg kunne nu ikke se, hvorfor jeg skulle bruge cirka tre timer på at gøre mig i stand til at møde dem. Jeg kendte dem jo heller ikke. Så jeg ville lige smutte en tur på selvimproviseret turisttur. Blandt andet ville jeg gerne se frimærkecentralen for grønlandske frimærker og den gamle kirke nede ved havnen. Alt forløb planmæssigt, men jeg kunne da godt se, at der ingen beboere var ude. De sad alle inde og ventede på den samme begivenhed som mig. De var også ved at gøre sig klar til at møde den japanske kejsers fætter med kone. Nå, så var jeg endelig nede ved havnen. Der lå kirken.

Jeg oksede derned og fik taget den i øjesyn ved selvsyn. Mens jeg stod derinde, gik døren pludselig op, og der stod en mand fra vistnok Commonwelth og det omtalte ægtepar. Japan havde sikret sig, da man begyndte at købe rejer, at der skulle komme en fra kejserfamilien og kontrollere, at rejernes kvalitet var i orden. Han var ikke rigtig tilfreds med, jeg stod der.

" Undskyld!", sagde jeg bare og gik.

Men der var nu pludselig langt kan jeg huske, jeg tænkte. Nu kom bilen med den japanske kejsers fætter og kone. Chaufføren svingede til højre, hvor der var en slags parkeringsplads med fantastisk udsigt ud over havet, hvor bilen blev parkeret meget tæt ved skrænten til havet. Det gik bare lodret cirka 1000 meter ned. Pludselig gik døren i bilen op og to nydelige røde sko blev stukket længere og længere ud. Jeg kunne se, at hun ikke kunne ramme den afsats, der var inde under bilen, som var en sti cirka to meter under den højde, skoene var i.

Jeg begyndt at råbe på engelsk af mine lungers fulde kraft: " Wait! Wait! No, No, don't do that!", og hvad jeg ellers kunne få fremstammet.

Jeg kunne se, at hun fluks ville ryge 1000 meter ned i havet, hvis hun fortsatte. Skoene på fødderne af et par kvindeben rettede sig også efter mit anråb, så de ventede med at komme længere ud, indtil jeg stod helt tæt ved hende ved bildøren på stien, der var hugget ind i fjeldet. Jeg stod under de røde sko og råbte, op til skoene: " Ja, så kan I godt komme ned."

Straks stak den japanske kejsers fætterkone hovedet ud af døråbningen og gloede på mig og smilte sødt, men jeg sagde: " Jump over to my arms, if you can."

Hun sendte lige først et blik til sin mand, som responderede med et nik, inden hun hoppede. PLUDSELIG STOD JEG der med den japanske kejsers fætters kone i mine arme, mens hun kyssede mig flere gange skiftevis på hver kind. Jeg, der har højdeskræk, stod heldigvis med ryggen Jeg sansede ikke længere, at der var 1000 meter ned, hvis jeg blot trådte et skridt tilbage. Efter kysseriet fik jeg meget befippet sat hende pænt på jorden. Jeg var blevet blød som smør over for dette lille fine kvindemenneske, der pludselig overkyssede mig - flere gang på hver kind.

Der var en lille kort samtale mellem os. Men hvad siger man egentlig til en japansk kejsers fætterkone, man lige har reddet? "See you later at the hotel!" eller sådan noget fik jeg sagt,« skriver Samuel Færgemand Mikkelsen