Katti Frederiksen: Sproget er nøglen til uddannelse

Katti Frederiksen, som er ny Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur og Kirke, har altid interesseret sig for sprog og kultur.

Offentliggjort

Katti Frederiksen, 38 år, har nu sat sig grundigt på sit nye kontor i departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke.

Hun blev af formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, udpeget som Naalakkersuisoq på ressortområdet i går. Hun er nu naalakkersuisoq med Siumut som partibaggrund.

- Jeg har valgt at sige ja til posten, da jeg mener, jeg har meget at give samfundet. Og fordi jeg mener, at det er vigtigt, at vi er rollemodeller for de unge og tager ansvar og viser vejen, siger Katti Frederiksen til Sermitsiaq.AG.

Hun har altid interesseret sig for sprog og har ligeledes studeret cand.mag i sprog, litteratur og medier i Ilisimatusarfik og har i den forbindelse været på semesteophold i Alaska, med fokus på sprog og kultur.

Alle sprog lige vigtige

Som Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur og kirke er hun klar til at løfte opgave og videreføre de allerede igangværende projekter.

Men når man siger uddannelse, så må man fokusere på sprog.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg mener, sprog er vigtig. Og at sproget er nøglen til uddannelse. Men det er lige så vigtigt at lære andre sprog, da sprog er en del af kultur og er nøglen til mere viden, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Præg på politik

Katti Frederiksens nu afdøde mor, Suka K. Frederiksen, har engang været Naalakkersuisoq for selvstændighed. Til sin død har hun kæmpet for en talsmand for patienter.

For Katti Frederiksen er den politiske arbejdsgang ikke ny.

Som barn var Katti Frederiksen vant til at lytte til politiske diskuioner, diskussioner om samfundet og sproget.

Hun har således skrevet et læserbrev til avisen Atuagagdliutit i 1998 om, hvor vigtig sproget er for uddannelse. Der var hun 16 år.

- Vi bør være stolte over, at vi har beholdt vores sprog. Vores bedsteforældre var primært fangere, vores forældre fik sig en uddannelse, nu uddanner vi os til akademikere. Vi bør værne om vores sprog og kultur, så vi ikke taber den under udviklingen. Jeg er sikker på, at jeg kan sætte mit præg på området, selvfølgelig under koalitionsaftalens rammer, siger hun.

Powered by Labrador CMS