Katastrofealarm over Nuuk var en fejl
Mandag klokken 14.25 er katastrofealarmen gået i gang i Nuuk, men der er ingen fare på færde forsikre beredskabschefen.

Hver onsdag klokken 12.00 lyder sirenen i Nuuk for at sikre, at den virker, hvis der skulle opstå en katastrofe, hvor befolkningen skal advares i en fart.
Derfor var flere borgere på mærkerne, da alarmen lød mandag kort før 14.30. Det kunne tydeligt ses på læsertallene på Sermitsiaq.AG, at folk søgte information om alarmen. Men der er ingen grund til bekymring.
Det fortæller beredskabschef i Kommuneqarfik Sermersooq, Jes Damgaard Andersen, til Sermitsiaq.AG
- Alarmen er gået i gang i forbindelse med, at vi er blevet kaldt ud til en bilbrand i Nuussuaq, siger han.
- Det er en fejl på teknikken, og det burde ikke kunne ske. Vi er derfor i gang med at undersøge, hvad der er sket, fortæller beredskabschefen.