Kaspar Mondrup om jobskiftet: Det kunne ikke vente

Det er både et ønskejob, der ikke kunne udsættes, og hensyn til familien, som har gjort udslaget for, at energidirektøren i Nukissiorfiit har valgt at sige op.

Kaspar Mondrup kom for nylig i vælten, og en del mere i medierne end han plejer, da et omfattende strømsvigt ramte Nuuk.

Han har nemlig stået i spidsen for Nukissiorfiit i godt halvandet år, og er manden, der har ansvaret for, at hovedstaden og resten af landet har strøm, vand og varme.

Men det er slut til januar. Han har takket ja til et job i Danmark, både fordi det er et job, der passer rigtigt godt til hans profil, og fordi han har en familie i Danmark, der behøver hans tættere tilstedeværelse. En balance, der har vist sig svær at realisere. Særligt pga. de begrænsede rejsemuligheder, der bl.a. er forbundet med pandemien.

- Alting hænger sammen. Familien er selvfølgelig også et element, men det er en samlet vurdering.

Den type job hænger ikke på træerne

Jobbet har været på vej nogle måneder fortæller den afgående energidirektør.

- Det er ret enkelt. Den type job, jeg går efter, er ikke tilgængelige så tit. Det her job er kommet ubelejligt tidligt, og det havde passet mig bedre, at jeg havde fået dette tilbud på et senere tidspunkt. Jeg har skubbet det så længe som det har været muligt. Det er et job i den danske forsyningssektor, og mere kan jeg ikke sige lige nu af hensyn til offentliggørelsen i den nye virksomhed.

Kaspar Mondrup er stolt af de ting han og medarbejderne i Nukissiorfiit har opnået mens han har stået i spidsen.

- Helt overordnet set så leverer jeg et sundere selskab videre end det jeg modtog, hvilket jeg har fået bekræftet fra flere sider.

Nogle af de ting Kaspar Mondrup fremhæver er, at indsatsen inden for rent drikkevand er intensiveret, og at der er etableret flere solcelleprojekter i bygderne. Der er reinvesteret i tekniske installationer indenfor givne rammer og der er etableret ladestandere til elbiler i Nuuk og andre byer.

Politisk fokus på udfordringerne

Desuden er der indledt interessante drøftelser om de store vandkraftpotentialer til industriformål og så selvfølgelig det, at den endelige politiske beslutning er taget om udvidelse af vandkraftværket i Buksefjorden og nyetablering af vandkraftværket ved Aasiaat/Qasigiannguit.

Kaspar Mondrup er ikke i tvivl om, at der kommer til at ske en hel del spændende ting i Nukissiorfiit den kommende tid. Ting som han også gerne ville have været med til at føre ud i livet.

- Situationen er den, at jobbet ved Nukissiorfiit aldrig, i mine øjne, har været så interessant som det er netop nu, hvilket der heldigvis også er andre forklaringer på end den helt åbenlyse med strømsvigtet for nylig.

Strømsvigtet i hovedstaden har fået flere politikere op ad stolen i forhold til energisektoren. Der har længe eksisteret viden om efterslæb på vedligehold og manglende udvidelser af nødværk flere steder i landet, men der har ikke politisk været prioriteret penge til det. Nu virker det til, at mange har fået øjnene op for alvoren, og at der dermed kommer skub i tingene.

Symptom på kendte problemer

Udfordringerne med nødforsyningen under strømsvigtet var et symptom, på alt det vi har redegjort for i vores årsrapport, siger han og uddyber:

- Udfordringerne med økonomien er tydeliggjort allerede sidste år, og vi har sammen med Naalakkersuisut sat gang i processen omkring genopretningen af Nukissiorfiits økonomi, så der kan investeres yderligere i vedligehold og udvikling af selskabets tekniske installationer.

Kaspar Mondrup skal bruge resten af december og januar på at overdrage sine opgaver til den øvrige direktion, der har været bekendt med opsigelsen i et stykke tid.

- Hvis ikke det andet job var kommet nu, og familiebalancen hang bedre sammen, var der ikke noget, jeg hellere ville end at være direktør for Nukissiorfiit og arbejde videre med det, der er sat i gang. Nukissiorfiit går, med vedtagelsen af de nye vandkraftværker og Naalakkersuisuts fokus på den økonomiske genopretning, en enormt spændende fremtid i møde.

Powered by Labrador CMS