Kapitalindskud på otte millioner

Fredag den 10. februar blev der holdt ekstraordinær generalforsamling i Great Greenland, hvor der blandt andet blev valgt nyt bestyrelsesmedlem

Fredag var der ekstraordinær generalforsamling i Great Greenland, hvor selskabet fik tilført flere millioner. Foto: SermitsiaqAG arkiv

På en ekstraordinær generalforsamling fredag i Great Greenland, blev der foretaget et kapitalindskud på otte millioner kroner i selskabet.

Kapitalindskuddet har hjemmel i Finansloven 2011, fremgår det af selvstyrets hjemmeside www.nanoq.gl.

Naalakkersuisut benyttede anledningen til at bede bestyrelsen i samarbejde med embedsværket om at udforme en langsigtet handlingsplan for både selskabet og fangererhvervet generelt, så der fremover ikke bliver behov for at skyde kapital i selskabet.

Naalakkersuisut har samtidig i dialog med bestyrelsen fundet lejlighed til at foretage udskiftning i bestyrelsen. Miki Nicolaisen, ejer af Hotel Kulusuk og Hotel Ammassalik, indsættes i bestyrelsen.

- Miki Nicolaisen har stor erhvervserfaring, er en ildsjæl og tidligere bidraget i blandt andet Grønlands- Turist og Erhvervsråds bestyrelse (i dag Visit Greenland A/S, red.). Miki har siden en tidlig alder drevet hotelvirksomhed i Grønland og har derigennem opnået en kommerciel tilgang til virksomheder, fremgår det af hjemmesiden.

Bruno Olesen og Aaja Chemnitz Larsen fortsætter i bestyrelsen. Bruno Olesen er udpeget som bestyrelsesformand. Bruno Olesen er til daglig marketingdirektør i Royal Greenland A/S og har kompetencer, der er væsentlige for Great Greenland A/S’ videre udvikling inden for salg og marketing, vurderer selvstyret.

Samtidigt udtræder Amalie Jessen og Bent Kragh af bestyrelsen. Amalie Jessen og Bent Kragh har ikke ønsket genvalg til bestyrelsen. Begge har valgt at fratræde som bestyrelsesmedlem i forståelse med direktionen, bestyrelsen og selskabets ejer.

Bestyrelsen vil efter generalforsamlingen bestå af følgende personer:

  • Bruno Olesen (formand)
  • Mike Nicolaisen
  • Aaja Chemnitz Larsen
Powered by Labrador CMS