Kapitalforvalter sortlister Cairn

En af Englands største kapitalforvaltere sortlister af etiske grunde aktier i olieselskaber, der opererer i Arktis. Det skotske olieselskab Cairn Energy er ekskluderet på grund af grønlandske operationer

Cairn er blacklistet af et af Englands største kapitalforvaltere på grund af sine operationer i GrønlandFoto: Cairn Energy

- Vi føler, at den miljømæssige og sikkerhedsmæssige styring samt den grønlandske regerings tilsyn ikke er tilstrækkelig til at give os tryghed. Derfor er Cairn Energy er fjernet fra vores Stewardshipfonde som følge af olieefterforskningen i Arktis

Sådan siger Karina Litvack, director of governance and sustainable investment i F&C, i sidste uge til den skotske avis Herald Scotland, skriver Berlingske, der blandt andet har spurgt PensionDanmark, om den har tænkt sig at gøre det samme. PensionDanmark samarbejder nemlig med F&C, der løbende rapporterer pensionsselskaberne om kritisabel adfærd.

Og hertil svarer PensionDanmark:

- Det har vi ikke aktuelle planer om. Cairn er et af de olie- og gasselskaber, som F&C på vegne af os og 25 andre investorer i lyset af BPs ulykke i Den Mexicanske Golf har en omfattende dialog med om sikkerhed og miljømæssige forhold på boreplatforme.

PensionDanmark har investeret seks millioner kroner i Cairn. Hertil kommer aktier for yderligere 670 millioner kroner i multinationale Shell og BP samt fem andre store olieselskaber, der leder efter olie eller planlægger efterforskning ved Grønland, Alaska, Norge og Rusland. Men PensionDanmark har som nævnt ikke tænkt sig at følge F&Cs eksklusion af Cairn Energy .

Powered by Labrador CMS