Kanonsalut på dronningens 80-års fødselsdag er aflyst

De 27 skud fra Kronborg Slot, der lyder, når dronningen fejrer fødselsdag, er i år aflyst på grund af corona.

Regentparret i Nuuk

Ny rubrik. Ændret "salutering" til "salut" flere steder. Tilføjet afsnit 8-17 om udskydelse af 100-året og aflysning af fejring i Aarhus.

Dronningens 80-års fødselsdag den 16. april bliver fejret uden kanonsalut fra Kronborg Slot.

Det har kongehuset ifølge oberst Torben Dixen Møller besluttet, skriver Helsingør Dagblad.

- Beslutningen er truffet af kongehuset. Man ønsker ikke at gennemføre saluteringen under de gældende coronarestriktioner, siger Torben Dixen Møller til dagbladet.

Den kongelige salut består ifølge Kronborg Slot af 27 skud. Bragene fra kanonerne er kutyme ved kongelige fødselsdage.

Salutten på Sixtus Batteriet Holmen i København er også aflyst.

Det samme er salutten ved Kongeskibets anløb i Helsingør Havn den 3. maj.

- Vi holder krudtet tørt til næste år, siger Torben Dixen Møller til Helsingør Dagblad.

Kanonsalutterne er ikke det første, som kongehuset på grund af coronavirusset har måttet strege ud i den kongelige kalender i år.

Kongehuset skulle i juli have deltaget i markeringen af 100-året for Danmarks genforening med Sønderjylland.

Her var det blandt andet planen, at dronningen og den kongelige familie skulle have besøgt området ad den samme rute som majestætens farfar, Christian X, fulgte 100 år tidligere.

Forlængelsen betyder dog, at markeringen i stedet afsluttes i juni 2021 med en kongelig rundtur i Sønderjylland.

Det oplyste Det Sønderjyske Præsidium tirsdag i en pressemeddelelse.

- I en tid, hvor vi alle bliver bedt om at holde afstand til hinanden, har det folkelige og festlige møde trange kår, sagde Thomas Andresen, der er formand for præsidiet, i meddelelsen.

Indtil videre er omkring 400 af de mere end 1100 aktiviteter i forbindelse med Genforeningen aflyst eller udsat. Flere ventes at være på vej, lyder det fra præsidiet.

Dronningens fødselsdagsfejring og sommertogt til Aarhus den 5. og 6. juni er også aflyst.

Aflysningen skete tirsdag som følge af regeringens forlængelse af forbud mod større forsamlinger til 31. august.

Aarhus Kommune planlægger i stedet at fejre dronningen i forsommeren 2021.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS