Kangerlussuaq: Utryghed over flygæster

Borgere i Kangerlussuaq er utrygge ved, at indrejsende fra København mænger sig med borgerne.

Reglerne for passagerer på atlantbeflyvningen bør strammes op. Det mener bygdebestyrelsen i Kangerlussuaq, der nu lufter deres bekymring om smittefare for covid-19.

Ved hver ankomst fra København lukkes hele ankomsthallen i Kangerlussuaq for bygdens borgere, som ikke skal ud på rejse. Nedlukningen sker en time før den planlagte ankomst for atlantflyveren og sker på grund af risiko for smitte med covid-19.

- Man fører kontrol med, at der ikke opholder sig personer, som ikke skal rejse for at forhindre, at de blander sig med de rejsende. Det er en god måde at beskytte borgerne på, lyder det fra medlem af bygdebestyrelsen i Kangerlussuaq, Johan Lange.

Alligevel er der passagerer, der netop ankommer til Kangerlussuaq, der vælger at købe ind i den lokale Pilersuisoq og små private butikker. Disse skaber frygt og bekymring hos de lokale:

- Jeg mener at det er en skæv og uacceptabel ordning. Der er ingen restriktioner på hvordan de rejsende skal agere, hvor de kan forlade terminalen frit og gå hvorhen de vil, indtil de skal rejse videre, forklarer Johan Lange.

Stram op

Borgere i Kangerlussuaq er utrygge ved, at alle ankomne såvel som udenrigs- og indenrigspassagerer mænger sig med lokalbefolkningen. De kræver, at der skal strammes op, så adskillelsen mellem de lokale og ankomne opretholdes under passagerernes hele ophold i Kangerlussuaq.

- Jeg foreslår, at de passagerer, som har og skal krydse Atlanten, skal forbydes at forlade terminalbygningen i Kangerlussuaq for at forhindre en eventuel smittespredning. Hvis ikke det kan ske, så er forbuddet til borgerne om at komme ind i terminalbygningen uden betydning, siger Johan Lange og understreger, at de ikke er imod den nuværende ordning.

- Vi ønsker at myndighederne genovervejer reglerne, hvis man fortsat ønsker at beskytte landet borgere mod spredningen af COVID-19, slutter han.

Sermitsiaq.AG har henvendt sig til Corona Sekretariatets kommunikationsafdeling vedrørende en eventuel stramning af regler for indrejsende til Kangerlussuaq. Kommunikationsafdelingen vil vende tilbage efter afklaring, men har endnu ikke givet svar.

Powered by Labrador CMS