Gå til hovedindhold

Kangerlussuaq: Landslæge afviser forbud

Det er ikke forbudt at gå udenfor lufthavnsbygningen for passagerer fra Danmark, og heller ikke ønskværdigt at gøre det forbudt, fortæller landslægen.

Borgere i Kangerlussuaq udtrykker utryghed over, at passagerer fra Danmark og indenrigspassagerer frit kan gå omkring og uden for lufthavnsbygningen.

LÆS OGSÅ: Kangerlussuaq: Utryghed over flygæster

Lufthavnsbygningen bliver lukket for uvedkommende lokale en time før atlantflyverens ankomst. Dermed må borgere ikke komme ind og mænge sig med ankomne passagerer. Bygdebestyrelsesmedlem i Kangerlussuaq, Johan Lange, ser gerne, at passagerer bliver inden døre, til de rejser til deres slutdestination.

Ikke forbudt

Men det giver god sundhedsmæssig mening, at passagerer skal kunne gå ud af bygningen, oplyser landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG.

I et skriftligt svar forklarer han, at det ikke er forbudt at gå udenfor lufthavnsbygningen for passagerer fra Danmark, og at det ”heller ikke er ønskværdigt” at gøre det forbudt.

- Passagerer fra Danmark må gerne gå udenfor og vente, eller gå ud på sydsiden af lufthavnsbygningen og gå ture i området. Det betyder nemlig, at man undgår grupperinger inden i lufthavnen, hvilket der også er en sundhedsfaglig interesse i, lyder det fra landslæge Henrik L. Hansen.

Ingen adgang i butikker

Men at passagerer går ud af lufthavnsbygningen og handler inde i Pilersuisoq og andre lokale butikker, er ikke hensigtsmæssigt, oplyser landslægen. Det er dog kun en anbefaling, at man undgår at handle i butikkerne:

- Passagerer anbefales kun at besøge Pilersuisoq eller andre butikker ved de absolut nødvendige indkøb som mad og drikke, lyder det.

Forretningslivet i Kangerlussuaq anbefales endvidere at flytte deres salg udendørs, hvor stande kan stå. Dermed kan man få større plads til tilrejsende og lokale.

Der er foretaget 1199 podninger på covid-19 før afrejse fra Danmark fra den 15. juni til og med den 1. juli, oplyser landslægeembedet. Samtlige tests er negative for covid-19, og der er heller ikke nogen nye tilfælde af covid-19 i Grønland, siden genåbningens Fase 1 startede den 15. juni. 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER