Kangerlussuaq i limbo: Ingen ved, hvad vi må bruge Kangerlussuaq til eller hvad Forsvaret vil betale

Kangerlussuaq lufthavn er vigtig, og skal bevares efter 2023. Men hvor mange penge vil Forsvaret egentlig lægge i lufthavnen? Og hvilken betydning har det forpassagergrundlaget i de nye lufthavne, at Kangerlussuaq fortsætter som atlantlufthavn? Der er mange ubesvarede spørgsmål i forlængelse af principaftalen

Der er endnu ingen afklaring på, hvordan den økonomiske fordelingsnøgle mellem Danmark og Grønland bliver i
Kangerlussuaq lufthavn.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Seneste udmelding fra forsvarsminister Trine Bramsen er, at lufthavnen er vigtig for Forsvaret, og at der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge økonomien nærmere.

– Kangerlussuaq Lufthavn er vigtig for Forsvarets fly, og vejrforholdene skaber de bedste forudsætninger for, at vi kan overvåge, lave suverænitetshævdelse og eftersøgnings- og redningstjeneste. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge økonomien nærmere. Forsvaret er sit kommende ansvar bevidst og er klar over, at der vil
være udgifter forbundet hermed, herunder til renovering og videreførelse af landingsbanen, siger forsvarsminister Trine Bramsen i en kort kommentar til avisen Sermitsiaq.

Afventer beregninger

Det er også uklart, hvilken betydning det har for de nye lufthavnes passagergrundlag, at Kangerlussuaq fortsat er åben for civil trafik efter 2023. De samfundsøkonomiske beregninger, der ligger til grund for vedtagelse af lufthavnspakken, har alene regnet på de to scenarier for Kangerlussuaq lufthavn, hvor landingsbanen enten blev omdannet
til heliport eller forkortet til 1.500 meter.

- Der er således ingen samfundsøkonomiske beregninger på, hvad det betyder, at lufthavnen holdes åben for atlanttrafik. Hvad vil det for eksempel betyde for passagergrundlaget i Ilulissat, hvis nogle passagerer flyves via Kangerlussuaq i stedet for direkte til Ilulissat? Sådanne følsomhedsberegninger er Kalaallit Airports nu i gang med at se nærmere på, lyder det fra Kalaallit Airports formand Johannus Egholm Hansen.

Læs mere om sagen i avisen Sermitsiaq, som du kan købe nedenfor:

Powered by Labrador CMS