Nu kan du se de royale tvillinger

Hoffet har offentliggjort de første billeder af kronprinsparret med deres nye tvillinger.

Den lille Prins og den lille Prinsesse i Riddersalen, Frederik VIII's Palæ, Amalienborg. Foto: Steen Brogaard, Kongehuset

Den 8. januar fødte kronprinsesse Mary to velskabte tvillinger i form af en dreng og en pige, og torsdag blev de første officielle billeder af kronprinsparret og de nyeste skud på den royale stamme frigivet.

Tilbage i januar var det en meget stolt kronprins Frederik, der mødte pressen efter en veloverstået fødsel. Det skriver Ritzau.

- Det har været fantastisk at være med til. Vi er meget lettede og overlykkelige. Vi kunne ikke være mere lykkelige, end vi har været denne gang, sagde kronprinsen og beskrev begivenheden som "et mirakel gange to".

Ved fødslen vejede drengen 2.674 gram og målte 47 centimeter, mens pigen, der blev født en halv time senere, vejede 2.554 gram og var én centimeter kortere end sin storebror.

- Det er så stort et moment. Begge tvillinger har mørkt hår og de gav begge lyd fra sig. Jeg er meget imponeret over kvinder, og hvad I kan præstere, sagde kronprins Frederik i lobbyen på Rigshospitalet.

Kronprinsen bekræftede allerede umiddelbart efter fødslen, at kronprinsparret allerede har talt om mulige navne til de to nyfødte.

Men det forbliver en hemmelighed indtil dåben, der finder sted i Holmens Kirke den 14. april klokken 15.30.

Du kan se flere billeder her

Powered by Labrador CMS