Kan ikke komme til sin fars begravelse

Det er kun strengt nødvendige rejser, der tillades mellem Nuuk og øvrige dele af landet, og begravelse falder ikke under den kategori.

23-årige Elisabeth Petersen mistede pludseligt sin far torsdag i sidste uge. Det er i sig selv slemt nok, men corona-krisen har gjort det ekstra svært, fortæller hun til Sermitsiaq.AG.

- Det er virkelig hårdt, og det kommer til at ligge på mine skuldre resten af mit liv. Jeg er glad for at vide, at jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at komme hjem til begravelsen, siger hun.

Onsdag i sidste uge lukkede myndighederne ned for al rejse ud af Nuuk til resten af landet. Det skete på baggrund af, at andet tilfælde af coronasmitte blev konstateret i byen. Det blev i samme ombæring meldt ud, at der fortsat vil være mulighed for at rejse, for personer med samfundskritiske funktioner eller ved nødstilfælde. Og det har givet anledning til forvirring.

- Jeg har fået henvendelser fra andre om, at hvis det var nødvendigt, så må man gerne tage af sted. Det har ikke været tydeligt nok, så folk er forvirrede over det. Vi er forvirrede, siger Elisabeth Petersen.

Hun er kokkeelev og flyttede fra Ilulissat til Nuuk for cirka en måned siden. Da hendes far døde i torsdags, startede en kamp for at finde ud af, om hun kunne flyve hjem og tage afsked med ham ved begravelsen, der skal finde sted i morgen tirsdag.

Blev skubbet rundt mellem myndigheder

Hun og familien har været i kontakt med både politi, landslæge, Departement for Infrastruktur og epidemikommissionen.

Men det har ikke været nemt at få et svar, fortæller kæresten Rune Petersen.

- Det, vi er mest frustrerede over, er, at der ikke var nogen, der ville tage ansvaret for noget som helst, så vi blev kastet rundt mellem de forskellige instanser, siger han.

Elisabeth Petersen lavede fredag et oplsag på Facebook for at finde svar, som flere andre borgerere reagerede på. Det endte med en henvendelse på Facebook fra formanden for Naalakersuitut, Kim Kielsen, som henviste til Epidemikommissionen. Dem har Elisabeth nu sendt en lang e-mail til, som hun venter svar på, hvor hun forklarer, hvad det betyder for hende at komme til begravelsen.

Men på dagens pressemøde oplyste landslægen altså, at det er transport af patienter, der har prioritet. Ingen sager omkring pårørende kan godkendes som rejsegrund, lød det.

Ville bare have et svar

Både Elisabeth og hendes kæreste har forståelse for situationens alvor i forhold til at undgå smittespredning, men det har været en hård omgang at komme igennem den bureaukratiske mølle i en i forvejen svær situation.

- De må melde klart ud, så folk ikke sidder med det her håb om, at det godt kan lade sig gøre. Hvis de havde gjort det fra starten, så havde vi haft det at forholde os til, siger Rune Petersen.

Powered by Labrador CMS