Kampen om kærligheden

Pipaluk Kreutzmann Jørgensens danseshow på Pantomimeteatret i Tivoli rykkede i de dybe følelser.

Foto: Leiff Josefsen

- Indrømmet, jeg kigger ind i mig selv, når jeg laver dansekoreografi. Mit danseshow handler om de dybe følelser. Om kærlighed. Og det er jo en vanskelig størrelse at håndtere. Vi kvinder er et kompliceret folkefærd at have med at gøre.

Det fortæller Pipaluk Kreutzmann Jørgensen efter sine tre dansere, Christian Mølgaard, Najattaajaraq Joelsen og Vilhelm Egede, har danset et 24 minutter langt show på de skrå brædder på Pantomimeteatret torsdag eftermiddag. Faktisk som det allerførste arrangement på dette års Grønland i Tivoli.

- Vi var nervøse, for det var første gang, vi dansede stykket foran et publikum, fortæller Pipaluk Kreutzmann Jørgensen.

Men nervøsiteten var ikke at spore, da de to mænd og en kvinde, dansede den vanskelige dans på kærlighedens finurlige veje. Veje som trak linier tilbage til Grønlands selvstændighedsperiode og frem til i dag med selvstyre symboliseret med æggende og til tider provokerende dans:

- Jeg håber, stykket viser den frygt, der har været for at løsrive sig fra et forhold til et andet. For at et kærlighedsforhold skal fungere må man give noget af sig selv. Jeg håber, mit stykke viser det kærlighedsforhold, der er mellem Danmark og Grønland, siger Pipaluk Kreutzmann Jørgensen, der ønsker at opføre stykket i Katuaq på et senere tidspunkt.

Powered by Labrador CMS