Kampe ved atomkraftværket Tjernobyl kan give øget stråling

En strømafbrydelse ved det lukkede atomkraftværk Tjernobyl giver risiko for øget stråling, siger atomselskab.

Der er bygget en ny sikkerhedsforanstaltning der dækker den beskadigede fjerde reaktor på Chernobyl atomkraftværket i Tjernobyl, Ukraine. Billede fra 2017.

Radioaktivt stof risikerer at slippe ud fra det lukkede atomkraftkraftværk Tjernobyl, der er blevet indtaget af russiske soldater.

Det oplyser det statslige ukrainske atomselskab Energoatom onsdag.

Årsagen er en strømafbrydelse. Den indebærer blandt andet, at det ikke er muligt at køle brugt atombrændsel ned.

Samtidig er det ikke muligt at genetablere strømmen. Det skyldes kampe nær kraftværket.

Det Internationale Atomagentur (IAEA) siger i en erklæring onsdag, at den manglende strøm "ikke har kritisk påvirkning på sikkerheden".

Vil have våbenhvile ved værket

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har onsdag anmodet om en øjeblikkelig våbenhvile ved Tjernobyl.

Det skal give mulighed for at genetablere strømforsyningen.

- De dieseldrevne reservegeneratorer kan forsyne Tjernobyl med strøm i 48 timer. Derefter vil kølesystemet til det brugte atombrændsel stoppe, og radioaktive udslip vil være nært forestående, skriver han på Twitter.

IAEA meddelte natten til onsdag, at det havde mistet forbindelsen til Tjernobyl.

Det betyder konkret, at atomagenturet for tiden ikke kan få adgang til data fra kraftværkets sikkerhedsovervågning.

Tjernobyl er et stort og lukket atomkraftværk. Det ligger nord for Ukraines hovedstad, Kyiv.

I april 1986 eksploderede det efter en række fejl begået af de ansvarlige for værket. Det førte til markante radioaktive udslip, der spredte sig over store dele af Europa, inklusive det nordlige Sverige og Finland.

Powered by Labrador CMS