Kampagne: Pas på dig selv online

Grønlands Politi lancerer fredag en video om grooming, der skal ruste børn og unge til at færdes sikkert på internettet i kampen mod at forebygge digitale krænkelser.

Offentliggjort

I en lidt mere end to minutter lang video fortæller en ung mand om sine datingerfaringer på nettet. Det lyder alt sammen ret tilforladeligt frem til halvanden minut inde i videoen hvor lyset og stemningen skifter og stemmen i videoen forvrænges.

Fakta om kampagnen

Kampagnevideoen mod grooming lanceres af sektionen for Forebyggelse og Analyse i Grønlands Politi, men koncept og manuskript er udviklet i Danmark af Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center (NC3) i samarbejde med Trygfonden og udgivet på sikreside.dk.

Det viser sig nemlig, at der er tale om en falsk profil og en ung mand som slet ikke eksisterer, men som bruges af en ældre mand med mindre pæne hensigter. Og den slags skal man passe på, når man skriver med fremmede online, er beskeden fra Grønlands Politi i en ny kampagne.

- Formålet med videoen er, at opfordre børn og unge til at være kritiske og have deres sunde fornuft med sig, når de færdes på internettet. Med videoen ønsker Grønlands Politi at oplyse børn og unge om, at hvad der kan virke ufarligt og oprigtigt på internettet, ikke nødvendigvis er sådan i virkeligheden, og det kan have konsekvenser, hvis man ikke tænker sig om, fortæller fungerende sektionsleder Sara Malene Justesen i Forebyggelse og Analyse hos Grønlands Politi.

Anmeld krænkelser

Grooming omfatter situationer, hvor en voksen eller en mere erfaren person forsøger at opbygge et tillidsforhold til en mindreårig, typisk via sociale medier, med det formål at begå seksuelle overgreb eller lokke den mindreårige til at sende billeder eller videoer af seksuel karakter.

- Videoen har derfor til hensigt at forebygge digitale krænkelser samt at opfordre børn og unge til at reagere og snakke med andre eller anmelde det til politiet, hvis de har været udsat for digitale krænkelse af seksuelle eller voldelig karakter online.

Anna W. vil have ulovliggjort grooming

Allerede tilbage i juni satte Demokraatits Anna Wangenheim fokus på emnet med et paragraf 37 spørgsmål til naalakkersuisut om, hvilke konkrete tiltag, der er igangsat på folkeskoleområdet vedrørende forebyggelse af seksuelle krænkelser på de sociale medier samt undervisning i tryg adfærd og forebyggelse af grooming fra pædofile.

Sidenhen har hun også stillet forslag om at gøre digital grooming ulovligt her i landet, som har fået en positiv modtagelse af hele Inatsisartut på efterårssamlingen.

Den nye video kan ses på politiets facebookside og som reklame på YouTube, Instagram og TikTok.

Powered by Labrador CMS