territorialt krav

Kamp om havbund sender forskere på kortlægningsmission

Forskere ved DMI har bidraget til kompliceret kortlægning af enormt stykke havbund omkring Nordpolen, som kongeriget Danmark kræver ejerskab over

Isbryderen Oden (svensk for Odin) arbejdede sig i august 2012 gennem isen i Det Arktiske Ocean lige omkring 88° nord - mindre end 300 km fra Nordpolen. Forskerne om bord samlede data om havbunden, der skal hjælpe Danmark og Grønland med at opnå retten til et enormt stykke havbund omkring Nordpolen

Danmark og Grønland har netop indsendt den videnskabelige dokumentation for deres krav på havområdet nord for Grønland. Det drejer sig om et område på næsten 900.000 km2 eller over 20 gange Danmarks landareal. DMI har bidraget til operationen.

- Området inkluderer havbunden, der ligger ud over de 200 sømil fra Grønlands kyst, mens området, der ligger inden for 200 sømil, allerede er inkluderet i kongerigets havområder, forklarer oceanograf Steffen Malskær Olsen (se kortet til højre). Isforsker Rasmus Tage Tonboe fortsætter:

- Arktis er et af verdens mest uudforskede havområder og et af de områder, der er allermest svært tilgængeligt. Derfor har det været nødvendigt at gennemføre kortlægningen af havbunden med den svenske isbryder Oden, der er verdens største ikke atomare isbryder.

Læs: Canada om Dansk-grønlandsk Arktis-krav: Det er fint med os

Læs: Greenpeace frygter baggrunden for Arktis-krav

Måler vandsøjlens lydhastighedsprofil
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus, har ledet kortlægningsmissionen. DMI har deltaget ved at måle vandsøjlens lydhastighedsprofil.

- Vores bidrag til operationen var at måle vandsøjlens lydhastighed, hvilket er nødvendigt for at kunne kalibrere sonarens dybdemålinger, siger isforsker Rasmus Tage Tonboe og fortsætter:

- Når vi skal kortlægge havbunden og udregne helt højagtige dybdekort, anvender vi sonar - eller ekkolod, som det også kaldes - som sender ekko tilbage fra havbunden og er afstemt af salt-, temperatur- og trykforhold.

Læs: Nu gør vi krav på Nordpolen

Læs: Ekspert: Dansk-grønlandske Arktis-krav har gode chancer

Sjælden mulighed
Netop fordi at området omkring Nordpolen er så utilgængeligt, har DMI's forskere udnyttet den sjældne mulighed for at gennemføre videnskabelige projekter i forbindelse med kortlægningsmissionen.

- Foruden vores bidrag til operationen har vi blandt andet gennemført en kortlægning af de oceanografiske forhold, undersøgelse af havisfysik og satellitkortlægning af havis. Og det har givet os et vigtigt datagrundlag, som kan blive anvendt i DMI’s mange internationale forskningsprojekter, siger ocenaograf Steffen Malskær Olsen.

Udover forskernes bidrag har den grønlandske istjeneste ved DMI rådgivet om isforholdene i operationsområdet.

Denne artikel er bragt efter aftale med DMI. Historien er oprindeligt fra dmi.dk og er skrevet af Marianne Brandt. Den blev lagt på dmi.dk 15. december 2014

Powered by Labrador CMS