Kamp mod forsvundne pakker

Internethandlen boomer, men undertiden dukker de bestilte varer ikke op hos køberen. Post Danmark og branchen arbejder på at begrænse pakkesvind.

Internethandlen ser ud til at slå alle rekorder i 2007 med en tredjedel flere køb end året før. Ikke alle når frem til køberne, men Post Danmark og Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH) arbejder på at begrænse svindet. Indsatsen har allerede båret frugt, men der er stadig pakker, som forsvinder, skriver Ritzau.

- Vi har haft et samarbejde med FDIH, og det har hjulpet betydeligt. Vi er nede på, at det kun er promiller, der forsvinder, siger sikringschef i Post Danmark Ebbe Andersen.

Sidste år forsvandt omkring 49.500 pakker og breve hos Post Danmark. Det svarer til 0,00435 procent af alle sendte breve og pakker.

Morten Kamper, der er direktør i FDIH, mener dog stadig, at tallet kan komme endnu længere ned. Det er især sælger cd'ere, dvd'ere og computerspil, der aldrig når frem.

Ifølge Morten Kamper, er der stadig virksomheder, som er meget udsat for pakkesvind.

- Det er især internetbutikker, der sælger cd'ere, dvd'ere og computerspil. Også tøjfirmaer som Hennes & Mauritz og Bonaparte oplever, at pakkerne forsvinder. Det er pakker, hvor man kan gætte sig til, hvad der er indeni, siger han.

Post Danmark begyndte i 2005 at visitere de ansatte udvalgte postcentre - men arbejdet gav ikke nok i sidste ende. Derfor er man nu gået bort fra den metode, forklarer Ebbe Andersen.

- Der var simpelthen ikke dér, vi fangede nogen med andres pakker. Og vi har skønnet, at der heller ikke var noget forebyggende i metoden, siger Ebbe Andersen.

Post Danmark arbejder fortsat på at finde frem til eventuelle brodne kar i koncernen - men hvordan man gør er hemmeligt.

- Vi har omkring 25.000 ansatte, hvilket svarer til indbyggerne i en provinsby. Og postarbejdere er som alle andre - 99,9 procent af dem er helt almindelige og ærlige mennesker, siger sikringschefen.

Powered by Labrador CMS