Kalaallit Airports: Mandehørm i ny bestyrelse

Trods en lov om ligestilling mellem kønnene i bestyrelser, så har Selvstyret godkendt en ny bestyrelse bestående af ene mænd hos Kalaallit Airports.

Ved den ordinære generalforsamling mandag blev den nye bestyrelse for Kalaallit Airports Holding A/S godkendt af Selvstyrets repræsentant uden bemærkninger.

Det skete på trods af, at sammensætningen strider mod gældende lovgivning om ligestilling mellem kønnene i bestyrelser.

Ny og gammel bestyrelsessammensætning

Den nye bestyrelse:

Formand: Johannus Egholm Hansen

Finn Gaarsmand

Niels Thomsen

Christian Berg

Den gamle bestyrelse:

Formand: Johannus Egholm Hansen

Finn Gaarsmand

Aviâja Lyberth Lennert

Jákup Sverri Kass

Det undrer formanden for Grønlands Ligestillingsråd, Kathrine Bøtker, at man ikke kan finde nogen kvindelige kandidater.

Ingen kvalificerede kvinder?

- Hvad er det for kompetencer, som ingen kvinder har kunnet leve op til i udvælgelsen af nye bestyrelsesmedlemmer?

- Mig bekendt er der ikke meldt ud, at det er svært at leve op til loven om ligestilling i Kalaallit Airports bestyrelse.

Formanden undrer sig også over, at man har skiftet den ene kvinde ud, som har siddet i bestyrelsen til nu.

- Jeg finder det uforståeligt, at Grønlands Selvstyre ikke har begrundet deres valg af nye bestyrelsesmedlemmer, når de med den nye konstellation langt fra lever op til lovgivningen.

Andre bestyrelser har samme problem

Sermitsiaq.AG forsøgt at få en kommentar fra Selvstyret, uden held.

Inatsisartutlov nr. 3. af 29. november 2013 om ligestilling af mænd og kvinder:

Kapitel 3 § 7. I de tilfælde, hvor Naalakkersuisut udpeger medlemmer til bestyrelser, repræsentantskaber og tilsvarende kollektiv ledelse, skal udpegningen ske således, at der højst udpeges ét medlem mere af det ene køn end af det andet.

Hos KNR har man oplevet samme problem dog med omvendt fortegn. Da den nye bestyrelse blev udpeget i december 2018, var det med 4 kvinder og en enkelt mand.

- Der gik flere måneder, før vi kunne komme i gang i gang med arbejdet, fordi vi ikke levede op til loven om ligestilling i bestyrelser. Det endte med, at et af bestyrelsesmedlemmerne blev skiftet ud, så vi nu er to mænd, fortæller bestyrelsesmedlem i KNR´s bestyrelse Jørgen Chemnitz til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS