Kalaallit Airports har fundet topchefen

Konstitueret administrerende direktør Peter Wistoft er ikke længere konstitueret, men manden der fremover skal stå for den daglige drift af Kalaallit Airports Holding.

Peter Wistoft startede som finansdirektør i Kalaallit Airports. Blev senere konstitueret administrerende direktør, men nu er han den fremadrettede topchef i lufthavnsselskabet.

Det besluttede bestyrelsen i Kalaallit Airports Holding i dag, hvor man også godkendte årsrapporten, der viser et underskud på 9,5 millioner kroner, hvilket flugter med budgettet.

Kalaallit Airports Holding holder generalforsamling den 7. maj 2019, hvor bestyrelsen indstiller årsrapporten til godkendelse. Med et underskud på næsten samme niveau som året før er egenkapitalen i dag på 180 millioner kroner.

Ny selskabsstruktur

I forbindelse med den danske stats involvering i finansieringen af de to nye lufthavne i Ilulissat og Nuuk er selskabsstrukturen delt op i et holding selskab med to underliggende datterselskaber:

  • Moderselskabet Kalaallit Airports Holding A/S vil fortsat være 100% ejet af Grønlands Selvstyre.
  • Datterselskabet Kalaallit Airports Domestic A/S skal stå for den ny Qaqortoq-lufthavn og er 100% ejet af Kalaallit Airports Holding.
  • Datterselskabet Kalaallit Airports International A/S er ejet 1/3 af Den danske Stat og 2/3 af Kalaallit Airports Holding.

Samme medarbejderstab

Medarbejderne i holdingselskabet vil være de samme som i datterselskaberne, som betaler moderselskabet for den indsats, de yder i selskaberne.

- Med Peter Wistoft i spidsen for den daglige drift får vi den bedste kombination af kontinuitet, lokal viden og økonomisk kompetence, vi kan tænke os, fastslår bestyrelsesformanden Johannus Egholm Hansen i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen var tidligere på jagt efter en ny administrerende direktør efter Steffen Ulrich-Lynge. Nu søger man i stedet en projektdirektør, der har tung erfaring med store byggeprojekter, oplyser Johannus Egholm Hansen, der forventer, at man har stillingen besat i løbet af sommeren.

Peter Wistoft er bosat i Danmark, men er i Grønland i det omfang, det er nødvendigt, hvilket svarer til den halve tid af et år.

- Det vil jeg fortsætte med fremadrettet, oplyser Peter Wistoft til Sermitsiaq.AG.

Ekstraordinær generalforsamling

Inden den ordinære generalforsamling er det planen at gennemføre en ekstraordinær generalforsamlng, hvor den danske stats repræsentanter i bestyrelsen udpeges. Der er tale om to medlemmer.

Powered by Labrador CMS