Kalaallit Airport: Vi er klar

Kalaallit Airports Domestic har været alle tilbuddene igennem, der blev indleveret vedrørende byggeriet af en landingsbane samt bygninger til den regionale lufthavn i Qaqortoq, og nu afventer man blot på, at der bliver dannet et Naalakkersuisut.

I Kalaallit Airports Domestic afventer man koalitionsforhandlingerne, så man kan komme i dialog med det nye Naalakkersuisut om sydlufthavnens fremtid.

Lufthavnsselskabets direktør Jens Lauridsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at man siden 12. marts har set alle tilbud igennem, som de har modtaget fra de prækvalificerede entreprenører, der ville byde på anlæggelsen af landingsbanerne og de forskellige bygninger i tilknytning til lufthavnsprojektet i Qaqortoq.

Tilbud gennemgået

- Vi har gennemgået tilbuddene for at finde ud af, om de lever op til de forskellige krav, som vi har stillet i udbudsmaterialet. Det kan eksempelvis være, at de nødvendige garantier er stillet, forklarer Jens Lauridsen.

-Vi har ikke været i dialog med nogen af selskaberne. Nu afventer vi, at vi kan præsentere resultatet af de to udbudsrunder for vore ejere, det nye Naalakkersuisut, forklarer Jens Lauridsen, der ikke vil afsløre noget som helst om priserne i forbindelserne med de indkomne tilbud.

Hvert enkelt tilbud er blevet evalueret og tildelt en score ud fra forskellige parametre, som lufthavnsselskabet har udstukket, og dermed har Kalaallit Airports i princippet allerede buddet på, hvem eller hvilke entreprenører, der skal have opgaven, hvis ejerne fortsat ønsker at man vil gå den vej.

Entreprenør sprunget fra

Resultatet af udbudsrunden er imødeset med spænding, idet prisen med stor sandsynlighed ikke kan holdes inden for den ramme, som lufthavnsloven i sin tid afsatte til projektet i Qaqortoq.

Det er i øvrigt en kendsgerning, at et entreprenørselskab slet ikke indleverede et bud på landingsbane-delen inden tidsfristen den 12. marts. Kalaallit Airports ønsker ikke at oplyse, hvilket selskab der er tale om på nuværende tidspunkt, da holdningen er, at ejeren skal informeres først.

De prækvalificerede

Landingsbanen:

  • MT Højgaard A/S
  • Aarsleff Istak
  • JK Petersen Contractors
  • Munck Havne & Anlæg
  • Pennecon Heavy Civil Ltd

Bygningsentreprisen:

  • ArtiCon
  • Permagreen Greenland A/S
  • Ístak hf
  • MT Højgaard A/S
Powered by Labrador CMS