KAK må opgive: GM i fodbold er aflyst
Der bliver ikke spillet grønlandsmesterskaber i fodbold på grund af corona-restriktionerne. Fodboldforbundet KAK er ikke overraskende skuffet over beslutningen
På grund af myndighedernes krav om forsamlingsforbud, der gælder frem til 31. december, bliver årets grønlandsmesterskaber aflyst for i år.
Sermitsiaq.AG har talt med KAK's formand Finn Meinel efter beslutningen om at aflyse mesterskaberne:
- Vi fik tirsdag endeligt besked, at myndighederne ikke vil ændre reglerne. Vi har meddelt klubberne, at det ikke kan lade sig gøre at gennemføre GM. Så vi er meget skuffede over, at der ikke kan spilles mesterskaber.
Kom ellers med forslag
Han oplyser, at forbundet fik forklaring på, hvorfor mesterskaberne ikke kan gennemføres.
- Det er på grund af de sundhedsmæssige hensyn, der gjorde det. Vi er lidt kede af det, fordi vi er ellers kommet med forslag, som vi mener, vil kunne gøre det sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi havde foreslået en anden turneringsstruktur, så der kun er to hold, der møder hinanden, forklarer KAK's formand.
Coronatest for spillerne
Finn Meinel siger også, at forbundet ellers har foreslået, at spillerne skulle coronatestes før de tog afsted og under deres ophold under mesterskaberne.
- Vi er kommet med forskellige løsningsforslag, derfor ærgrer beslutningen. Jeg tror, at alle er frustrerede, da restriktionerne gælder alle sportsgrenene. Det bliver svært at lave træningssamlinger og turneringer. Alle bliver ramt af det her, derfor er det enormt frustrerende, siger han.
Vil ramme sporten hårdt
Og restriktionerne vil ramme landsholdene for både futsal-landsholdet, der skal med til Nordic Cup, samt landsholdet, der skal med til Island Games til næste år.
- Det vil give store vanskeligheder til forberedelse til turneringerne. Det er noget, der kommer til at påvirke sporten i lang tid, lyder det fra fodboldforbundets formand.