KAIR udvider jagten på en topdirektør

Kalaallit Airports (KAIR) har ikke haft held med at finde en projektdirektør via interne netværk og har derfor slået stillingen op på traditionel vis.

Posten som projektdirektør blev overraskende ledig, da tyskeren Johannes Ehmanns pludselig fratrådte sin stilling den 18. august med dags varsel. På det tidspunkt havde Johannes Ehmanns ansættelse kun varet i godt to måneder.

Det er en ualmindelig vigtig og central post, som Kalaallit Airports skal have besat, og der lægges ikke skjul på i stillingsannoncen, at kandidaten, selskabet leder efter, skal favne bredt såvel fagligt som ledelsesmæssigt.

Mange krav

Der stilles blandt andet følgende krav:

  • Indgående kendskab til anlægsprojekter, udført efter dansk/grønlandsk lovgivning
  • Indgående kendskab til rollen som bygherre, herunder de regler og risici, som er indbefattet i en større anlægsopgave
  • Stor erfaring med det tværfaglige samarbejde
  • Erfaring med direktionsarbejde
  • Erfariong fra anlægsbranchen – ingeniør eller lignende. Eventuelt suppleret med en ledelsesuddannelse.

Det personlige

Kravene stopper imidlertid ikke her, da man har valgt at fokusere ekstraordinært meget – i forhold til andre topjob-opslag – på det personlige, som vedkommende skal besidde.

  • Stærke forhandlingsevner
  • Klar målsætninger
  • Respekt for virksomhedens arbejdskultur og forarbejdet forud
  • Skal kunne uddelegere
  • Have en tillidsbaseret stil
  • Udpræget god tværorganisatorisk forståelse for at skabe samarbejder

Lønforholdene nævnes ikke, men man skal være indforstået med at have bopæl i Nuuk indtil ultimo 2023.

Du kan se hele jobopslaget her.

Powered by Labrador CMS