Kæmpekrav kan være på vej fra lufthavnsentreprenør

Munck Gruppen er ifølge vedvarende forlydender på vej med et ekstra krav, der kan føre til en stor ekstraregning ud over milliardkontrakten på lufthavnsbyggerierne. Hverken Munck eller bygherren vil bekræfte sagen.

Offentliggjort

Den danske entreprenør Munck Gruppen A/S planlægger et omfattende krav mod bygherren Kalaallit Airports(KAIR), der kan koste lufthavnsselskabet et større trecifret millionbeløb.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

I de seneste uger har det blandt toperhvervsfolk i Nordatlanten, blandt andet i bygge- og entreprenørbranchen, svirret i luften med vedholdende forlydender. De går ud på, at det selvstyre- og statsejede lufthavnsfirma snart vil modtage et krav fra Munck om yderligere betaling på 800 millioner kroner ud over den milliardkontrakt, Munck har med KAIR.

Munck Gruppen står for at bygge de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

Flere kilder siger samstemmende til Sermitsiaq, at det er et beløb i den størrelsesorden 800 millioner kroner, der nævnes.

– Munck har uformelt varslet Kalaallit Airports om, at der kommer et krav på 800 millioner kroner på grund af uforudsete udgifter. Det skyldes, at Munck er presset. Entreprenøren er blevet forsinket i byggerierne. De har på grund af coronavirus-situationen haft medarbejdere i karantæne og problemer med leverancer til byggerierne.

Det siger en velinformeret kilde med indgående kendskab til det største anlægsprojekt i Grønlands historie, som KAIR er bygherre for og står i spidsen for.

Hans Christian Munck, der er Munck Gruppens topchef og ejer, afviser at kommentere sagen.

Du kan læse mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS