Kæmpekrater fra meteor fundet i Nordgrønland
Et krater med en diameter på 31 kilometer er blevet fundet under isen i Nordgrønland. Det er første gang, at et krater af den størrelse er fundet under en af Jordens iskapper. Det er et internationalt forskerhold under ledelse af forskere fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, der har opdaget det gigantiske krater.
Et meteorkrater på 31 kilometer i diameter er blevet fundet under isen i Nordgrønland. Det er så stort, at hele Paris med lethed kunne passe ind i krateret. Dermed er det blandt de 25 største i verden. Krateret blev dannet, da en kilometer-stor jernmeteor styrtede ned, og det har siden ligget skjult under mere end én kilometer is.
- Krateret er usædvanligt velbevaret, og det er overraskende, da gletscheris er en utrolig effektiv slibemaskine, som hurtigt vil kunne fjerne sporerne fra nedslaget. Men det betyder, at krateret må være ungt set med geologiske øjne. Indtil videre har det ikke været muligt at datere krateret, men meget tyder på, at det er yngre end 3 millioner år og muligvis blev det dannet for 12.000 år siden ved afslutningen af den sidste istid, siger professor Kurt H. Kjær fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum.
Nye kort satte forskerne på sporet
Krateret blev opdaget, da forskerne i december 2015 nærstuderede et helt nyt kort over landskabet under Grønlands indlandsis. De bemærkede her en gigantisk, men hidtil upåagtet kredsformet fordybning under Hiawatha-gletscheren ved indlandsisens rand i Nordgrønland.
- Vi viste straks, at vi stod overfor noget helt specielt, og samtidig stod det klart, at det ville blive svært at afdække kraterets oprindelse, siger professor Kurt H. Kjær.
Hans amerikanske kollega Joseph MacGregor, glaciolog ved NASA, som har deltaget i studiet og er ekspert i isradarmålinger tilføjer:
- De fleste glaciologer leder ikke efter kratere under isen, vi er mest optaget af at forstå indlandsisens afsmeltning i et varmere klima. For at kunne finde sådan et krater med radar skal vi have et fintmasket net af målinger, og det har vi først fået inden for de seneste år – det er derfor opdagelsen kommer nu. Og hvem ved – det kan være der gemmer sig flere overraskelser under isen?
Spor står uden for vinduet
Faktisk havde forskerne i København i forvejen et vigtigt spor lige foran næsen. I gården på Geologisk Museum lige uden for Center for GeoGenetiks vinduer står nemlig en 20 tons jernmeteorit fundet i Nordgrønland ikke langt fra Hiawatha-gletscheren.
- Der var derfor ikke langt til tanken om, at den opdagede fordybning skulle være et hidtil ukendt meteorkrater, men i første omgang manglede vi beviserne, siger lektor Nicolaj K. Larsen fra Center for GeoGenetiks.
Mistanken om et kæmpekrater fra en stor meteor blev bestyrket, da forskerholdet i maj 2016 sendte et tysk forskningsfly fra Alfred Wegener Instituttet til at overflyve Hiawatha-gletscheren med en ny kraftig radar for at kortlægge kraterbunden og den overliggende is. Og i sommeren 2016 og 2017 besøgte forskerholdet igen Hiawatha-gletscheren for på landjorden at kortlægge tektoniske strukturer i geologien ud for gletscherfoden og for at indsamle prøver af de sedimenter, som bliver vasket ud fra kraterets bund via en smeltevandsflod.
- En del af de udvaskede mineralkorn indeholder chok-lameller dannet ved det voldsomme nedslag, og det er et helt afgørende bevis for, at fordybning under Hiawatha-gletscheren er et meteorkrater, siger lektor Nicolaj K. Larsen
Mulig konsekvens for klima
Fra tidligere studier ved man, at store meteornedslag i Jordens historie har haft store konsekvenser for både klimaet og livet på Jorden. Det er derfor meget nærlæggende at spørge, hvilke konsekvenser meteornedslaget ved Hiawatha-gletscheren havde for livet og klimaet.
- Det næste trin i vores undersøgelse bliver at tidsfæste alderen på krateret. Det bliver en udfordring, da det vil kræve en bestemt type materiale fra bunden af strukturen, men det er helt afgørende, hvis vi skal forstå betydningen af Hiawatha-meteoren i relation til klimaet og livet på Jorden, afslutter professor Kurt H. Kjær.