Kæmpe plan for nye kollegier
Ifølge en storstilet plan skal kollegie-kapaciteten forøges med 45 procent de kommende år. I alle landets syv uddannelsesbyer skal der gang i byggekraner og betonkanoner.
1,2 milliarder kroner.
Det bliver prisen for at imødekomme den hastigt voksende efterspørgsel efter kollegieboliger. Vel at mærke, hvis projekterne ikke skrider, og udgifterne stiger.
Det skriver avisen AG i seneste udgave.
Og der bliver ikke tale om simple byggeløsninger til de unge. Den typiske kvadratmeter pris vil være på cirka 30.000 kroner.
37 byggerier
Samlet skal der hen over de kommende år bygges 37.500 etagemeter fordelt på 37 byggerier i landets syv uddannelsesbyer – Nuuk, Ilulissat, Sisimiut, Aasiaat, Paamiut, Narsaq og Qaqortoq, fremgår det af den nye sektorplan for kollegie-området udarbejdet af uddannelsesdepartementet i Nuuk.
Ifølge Ane Lone Bagger (Siumut), den politisk ansvarlige for området, skal planen være med til at indfri de politiske ønsker om, at flere får sig en uddannelse, og at »vejen dermed banes for en selvbærende økonomi«, som hun udtrykker det.
Mangler over 1.000 senge
I dag råder selvstyret over cirka 2.500 sengepladser til studerende. Men det er alt for lidt. Ifølge en behovsanalyse vil der på landsplan komme til at mangle 1.069 senge til studerende hen over de kommende 10 år.
Læs mere om planen i AG – få adgang via linket herunder: