Kæmpe dinosaurknogle dukker op i Frankrig

En udgravning nær byen Cognac bliver ved med at give. Siden 2010 er 7500 fossiler dukket op - senest en to meter lang lårbensknogle fra en dinosaur.

En gruppe forskere i Frankrig har fundet en gylden åre af knogler, der potentielt kan bidrage med nye oplysninger fra en svunden tid.

I sidste uge fandt palæontologerne en kæmpestor lårbensknogle i en udgravning, der ligger i den sydvestlige del af landet.

Dinosaurknoglen er to meter lang og formodes at stamme fra en af de såkaldte sauropoder, en planteæder med en lang hals og hale.

Knoglen blev fundet under et jordlag af et hold frivillige forskere fra Paris' Naturhistorisk Museum, der ligger i den franske hovedstad.

- Det er en kæmpe opdagelse, siger Ronan Allain, der er palæontolog og har været med til udgravningen til Reuters.

- Jeg er særligt imponeret over den stand, som lårbensknoglen er i, tilføjer Allain.

Sauropoderne var efter sigende almindelige i den sene juratid. De beskrives som nogle af de største landdyr, der nogensinde har eksisteret.

Ifølge Ronan Allain kunne sauropoderne, der også omtales som langhalse, veje mellem 40 til 50 ton.

Siden 2010 har forskere fundet forhistoriske elementer i udgravningen, der ligger nær byen Cognac. Flere end 7500 fossiler fra mere end 40 forskellige arter er dukket op til overfladen.

Udgravningen er et af de steder i Europa, hvor der er foretaget flest forhistoriske fund. I denne sommer arbejder 70 forskere på stedet.

Palæontologerne estimerer, at lårbensknoglen er 140 millioner år gammel. Tæt på blev der også fundet dele af et bækken, der formentlig stammer fra samme dyr.

Sauropoderne er ikke ukendte dinosaurer. De var blandt andet også med i den ikoniske dinosaurfilm "Jurassic Park".

Derudover er dens knogler fundet på alle kontinenter inklusive Antarktis, skriver tv-stationen CNN, der også beretter om fundet.

Alligevel er forskere, der arbejder med fortidsfund overvældet.

- Denne lårbensknogle er enorm! lyder det fra Jean-François Tournepiche, der er museumsinspektør på Angouleme Museet, der udstiller arkæologiske fund.

Lårbensknoglen vejer 500 kilo og er to meter lang.

- Den er exceptionelt godt bevaret, siger han til den franske udgave af mediet The Local.

De fleste dinosaurer forsvandt fra Jorden for omkring 65 millioner år siden. Teorier peger på, at det skyldtes vulkanudbrud og meteornedfald.

Sidste år gjorde en bornholmsk samler af forhistoriske fossiler en opdagelse i Hasle Klint på Bornholm. Her gemte der sig en knogle fra en dinosaur. Knoglen var ifølge TV2 det første fund på dansk jord nogensinde.

Undersøgelser viste, at den nok stammer fra en sauropodomorph dinosaur, der beskrives som forløber til langhalsede dinosaurer.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS