Kabinepersonale trækkes i Arbejdsretten

Vi kan ikke gøre andet, siger Air Greenlands direktør Michael Binzer.

– Søndag modtog jeg et ultimatum om, at vi skulle begynde at forhandle løn og pension med personalet og vi havde til mandag kl. 12. Det kunne vi selvfølgelig ikke leve op til, siger Michael Binzer.

– Jeg kan ikke forhandle med en medarbejdergruppe, der uden varsel foretager en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Derfor er jeg nødt til at hive dem i arbejdsretten og tvinge dem i arbejde og pålægge dem en bod, siger Air Greenlands direktør Michael Binzer til Sermitsiaq.

– Det er dybt beklageligt, at vi i dag ikke kunne levere den vare, vi har lovet vore kunder, tilføjer han og oplyser, at konflikten tirsdag ramte omkring 600 passagerer.

– Det er meget bekymrende, at en medarbejdergruppe i Air Greenland vælger at foretage en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse uden varsel. Det har vi aldrig oplevet før, siger han.

Her tirsdag aften danske tid, er der ingen, der ved hvad der sker, og om Air Greenland kan flyve onsdag.

– Vi forbereder selvfølgelig en nødplan til onsdag, men vi ved ikke noget endnu, siger Michael Binzer.

– Problemet er, at kabinepersonalet nu har malet sig op i et hjørne, hvor de ikke kan komme ud. Vi har ikke noget valg. Vi er nødt til at løse konflikten på den hårde måde og involvere arbejdsretten, for at få kabinepersonalet i arbejde igen, så vi kan få flyene på vingerne.

– Problemet er, at medarbejderne vil have åbnet for overenskomstforhandlingerne midt i en overenskomstperiode. En overenskomst, som de selv skrev under på 1. juni 2006 til ikrafttræden 1. januar 2007 og som løber tre år.

Michael Binzer er næsten lige tiltrådt stillingen som direktør.

– Umiddelbart efter på samarbejdsudvalgsmøde fik jeg at vide, at der var problemer med pensionsreglerne, som ingen havde forudset. Vi lovede kabinepersonalet, at vi ville se på det og satte en undersøgelse i gang for at finde en løsning. Dette arbejde er ikke slut endnu.

– Søndag modtog jeg et ultimatum om, at vi skulle begynde at forhandle løn og pension med personalet og vi havde til mandag kl. 12. Det kunne vi selvfølgelig ikke leve op til, siger Michael Binzer.

Powered by Labrador CMS