K: Grønlands bloktilskud i fare

De Konservative vil lukke for bloktilskuddet til Grønland, hvis vilkårene for grønlandske børn ikke bliver bedre.

Foto: JENS DIGE

Hvis de grønlandske politikere ikke snart får forbedret vilkårene for børn i Grønland, så bortfalder bloktilskuddet fra Danmark.

Sådan lyder beskeden fra de Konservatives grønlandsordordfører, Per Ørum Jørgensen, til de grønlandske politikere, der stiller op til landstingsvalget 2. juni, skriver berlingske.dk.

De Konservative stiller ifølge Per Ørum Jørgensen det opsigtsvækkende ultimatum om at tilbageholde det årlige bloktilskud på cirka 3,2 milliarder kroner, fordi de sociale forhold for grønlandske børn er så dårlige, at Grønland ifølge FNs børnefond UNICEF overtræder FNs børnekonvention.

Bl.a. fremgår det af en stor undersøgelse fra 2007 af grønlandske skoleelever fra sjette klasse og opefter, at 17 procent af eleverne »ofte eller altid gik sultne i seng eller i skole p.g.a. mangel på mad i hjemmet«.

- Vi er klar til at tage skridtet og pålægge grønlænderne at få bragt tingene i orden. Får de ikke det, så må vi indføre økonomiske sanktioner. De kan bestå i, at vi tilbageholder bloktilskuddet,« siger Per Ørum Jørgensen og erkender, at »der ikke tidligere er set et så drastisk skridt fra dansk side over for Grønland.

- Men vi forventer selvfølgelig, at de nyvalgte politikere i Grønland vil gøre alt for at leve op til de internationale aftaler.

Men ligefrem hele bloktilskuddet?

- Ja, sådan må det være. Den nuværende situation er uacceptabel, siger han.

Powered by Labrador CMS