Juuna pikkori

Den danske cykelrytter Jonas Vingegaard fører nu Tour de France med over to minutter, efter at danskeren vandt 11. etape af løbet.

Offentliggjort

Den danske cykelrytter Jonas Vingegaard satte alle konkurrenterne på plads på onsdagens 11. etape af Tour de France.

Med et angreb på sidste stigning, Col du Granon, fik Jonas Vingegaard knækket Tadej Pogacar i den gule førertrøje.

Vingegaard kørte suverænt alene over stregen og tog både sin første Tour de France-etapesejr og førertrøjen.

Og med lidt god vilje kan man næsten kalde sejren grønlandsk. Jonas Vingegaards kæreste er nemlig datter af bagedyststjernen Rosa Kildahl, hvis biologiske far er grønlænder, og kommer fra Qaqortoq. Sammen har de datteren Frida.

Jonas Vingegaard med kæresten Trine Marie Hansen

For Jumbo-Visma-kaptajnens angreb knækkede fuldstændig Pogacar, der tabte næsten tre minutter på de sidste knap fem kilometer af Tourens hårdeste stigning.

Nummer to i løbet er nu Romain Bardet (DSM), der er 2 minutter og 16 sekunder efter 25-årige Vingegaard. Herefter følger Pogacar, der er yderligere 6 sekunder efter.

Vingegaards sejr og Pogacars fald var kulminationen på en stor dag for Jumbo-Visma.

Allerede på etapens anden stigning, Col du Telegraphe, gik holdet til angreb på den gule førertrøje.

Flere gange lykkedes det at isolere Pogacar fra hans holdkammerater, men sloveneren holdt gang på gang stand, når Vingegaard eller Primoz Roglic angreb.

Satte alle af til sidst

Pogacar var endda i så meget overskud, at han selv forsøgte at sætte konkurrenterne.

Efter tredje stigning, Col du Galibier, faldt der mere ro på løbet, og pludselig var det Vingegaard, der var isoleret på Col du Granon, mens Pogacar havde en hjælper tilbage.

Det stoppede dog ikke den danske bjergrytter. 4,5 kilometer fra mål satte han angrebet ind, og denne gang kunne Pogacar ikke svare igen.

Vingegaard slap nemt væk og øgede hastigt, mens han hentede de resterende ryttere fra det tidlige udbrud.

Til sidst kunne han køre alene over stregen til karrierens største triumf. Det var samtidig Danmarks anden etapesejr i træk i årets Tour de France, efter at Magnus Cort (EF) vandt tirsdag.

Det er første gang siden 2007, at en dansker nu skal køre i den gule førertrøje i Tour de France. Dengang havde Michael Rasmussen trøjen. I alt har nu syv danskere haft førertrøjen gennem historien.

Vingegaard kører Tour de France for blot anden gang i karrieren. Sidste år overraskede han alt og alle ved at blive nummer to samlet efter Tadej Pogacar.

Powered by Labrador CMS