Investeringsfond

Justus Hansen: Hvor er køen af investorer?

Naalakkersuisut har afvist at indgå i en dialog med Danmark om etableringen af en fælles investeringsfond. Afvisningen er ”en dum beslutning”, fastslår demokraternes Justus Hansen.

Justus Hansen, Demokraterne, mener, at Naalakkersuisut står bag en dum beslutning, når man ikke vil gå i dialog om en dansk grønlandsk investeringsfond.

- Vi har som land brug for investeringer udefra, fastslår Demokraternes Justus Hansen i en pressemeddelelse.

Kronik

Tilbage i 2014 lancerede Demokraternes daværende formand Anda Uldum og De Radikales daværende grønlandsordfører Christian Friis Bach idéen om en grønlandsk-dansk investeringsfond i en kronik i Berlingske.

- Hovedargumentet var - og er - at Grønland har brug for investeringer for at kunne realisere nogle af de mange projekter, der er i støbeskeen. Disse investeringer kan jo i princippet komme fra hele verden, men hvorfor dog ikke prøve at rejse den nødvendige kapital indenfor rammerne af Rigsfællesskabet, hvor vi kender hinanden, spørger Justus Hansen.

Bedst og billigst

Han erkender, at det naturligvis skal undersøges, hvor man bedst og billigst kan få fremmed kapital til eksempelvis lufthavnsbyggerier.

- Men med Naalakkersuisuts afvisning af overhovedet at gå i dialog med Danmark om en investeringsfond, så finder vi jo aldrig ud af, om en grønlandsk-dansk investeringsfond er en god idé. Det virker altså som en utrolig dum beslutning af Naalakkersuisut at afvise denne dialog, understreger Justus Hansen.

Justus Hansen undrer sig over Naalakkersuisuts kovending i sagen, da den tidligere i 2015 under en forespørgselsdebat kom med følgende svar:

- Oprettelsen af en investeringsfond med indskud fra Den danske Stat og de danske pensionskasser kan være en god idé. Om de nævnte indskydere vil være interesseret – og på hvilke betingelser – er ikke oplyst på nuværende tidspunkt. Men Naalakkersuisut finder det hensigtsmæssigt, at tanken fortsat indgår i vore løbende drøftelser med staten og relevante institutionelle investorer.”

Hvor er køen af investorer?

Det ærgrer Demokraterne, at svaret nu bliver underløbet af en ny holdning og henviser til Siumut og Partii Naaleraqs svar under forespørgselsdebatten, hvor de gav udtryk for, at man var bange for at udelukke investeringer fra andre lande end Danmark.

- Hvilke udenlandske investorer er det der står i kø for at investere i vores land og er køen så lang, at man kan tillade sig at afvise at gå i dialog med Danmark om en investeringsfond, spørger Justus Hansen retorisk.

Powered by Labrador CMS