Justus Hansen efterlyser handling fra Naalakkersuisut efter to drabssager

Efter to drab i Østgrønland indenfor en uge, råber Justus Hansen vagt i gevær. Naalakkersuisut må på banen for at forbedre levevilkårerne i øst. Drab er netop symptom på de problemer, der fortsat præger landsdelen, mener han.

Første uge af 2022 er knap forbi, og allerede nu er der sket to dødsfald i Østgrønland, som behandles som drabssager. Det får medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq Justus Hansen (D) op af stolen.

- Det er dybt tragisk. Særligt for de pårørende, men også for alle os andre i Østgrønland, da drabene er et symptom på, at leveforholdene herovre lader meget tilbage at ønske. Det gælder især boligforholdene, hvor det ofte ses, at alt for mange mennesker bor sammen på alt for lidt plads.

Sidste år skete der i alt tre drab i hele landet, mens der i 2020 var fem drabssager på landsplan. Og statistikken for 2022 starter skidt.

Der sker forbedringer - men ikke nok

På den positive side mener Justus Hansen, at Kommuneqarfik Sermersooq gør det meget godt, og kommunesammenlægningen har været god. Han peger også på det øgede fokus på problemerne i Østgrønland, som tv-dokumentaren på DR ´Byen hvor børn forsvinder´ har skabt.

- Men det er som om, at indsatserne strander et eller andet sted i selvstyretårnet. Jeg savner, at også Naalakkersuisut for alvor indser problemerne og udfordringerne.

For der er nok at tage af, mener demokraten. Omsorgssvigt af børn, alkohol, hash, arbejdsløshed og boligmangel er nogle af de værste syndere påpeger han.

- Jeg savner især, at Naalakkersuisut anerkender de store problemer på boligområdet, og herefter kommer i gang med at samarbejde med kommunen om at løse dette problem. En tryg og ordentlig bolig vil være en god start til at løse mange af de problemer, som vi slås med i Østgrønland.

Løber hovedet mod en mur

Og boligproblemet er ikke det eneste.

- Jeg og andre politikere fra Østgrønland har i mange år kæmpet for at forbedre forholdene herovre, men det er lidt som at løbe panden imod en mur. Der kommer altid et eller andet i vejen, når vi foreslår konkrete ting, der kan forbedre leveforholdene herovre.

Justus Hansen undrer sig over, at politikerne ikke kan blive enige om at anlægge en lufthavn eller at oprette en uddannelsesinstitution i Tasiilaq.

- Det kunne være en efterskole, en turismeuddannelse eller noget helt tredje. Det kunne måske betyde, at uddannelsesniveauet herovre ville stige.

Justus Hansen mener, at Naalakkersuisut må tage leveforholdene i Østgrønland mere seriøst end tilfældet er i øjeblikket.

- Folk har det dårligt, og det kan mærkes. Det går ud over børnene, og sorgerne druknes i alkohol og hash. Jeg savner handling fra Naalakkersuisut, inden problemerne bliver endnu større end de allerede er.

Powered by Labrador CMS