Justus vil have ens tid over hele landet

Demokraten vil have Ittoqortoormiit til at stille urene om

Ittoqortoormiit skal følge samme tid som resten af landet. Det mener Justus Hansen (D), der har stillet et §37-spørgsmål om sagen.

- Vi er et befolkningsmæssigt lille land, og det giver derfor ingen mening, at en lille del af landet (Ittoqortoormiit) er to timer foran resten af landet. Det giver en række uhensigtsmæssigheder, som jeg mener, at vi alle kunne slippe for, såfremt det blev besluttet at hele landet følger den samme tidszone, skriver Justus Hansen (D) i sin begrundelse.

Hele kloden er som bekendt delt ind i 24 tidszoner, hvor udgangspunktet er Greenwich i England, som regnes som nul. Nuuk ligger i den tidszone der ligger tre timer tidligere end Greenwich (UTC -3), mens Ittoqortoormiit ligger i UTC -1, men faktisk lige på kanten til UTC-2. Det er baggrunden for at urene går anderledes i Ittoqortoormiit.

Man følger dog ikke tidszonerne slavisk her i landet, for i så fald burde Tasiilaq være en time foran Nuuk, mens Qaanaaq ligger i UTC-4 og altså burde være en time efter Nuuk.

En yderligere undtagelse er Arktisk Kommando i Nationalparken, der følger UTC 0, altså Greenwich Time.

Powered by Labrador CMS