Justitsministre drøftede flere udfordringer

Naalakkersuisoq Martha Abelsen og Justitsminister Søren Pape Poulsen har netop holdt møde, hvor de drøftede rehabilitering af indsatte, fokus på ofre for vold, lønforskelle og den kommende anstalt i Nuuk.

Naalakkersuisoq for Justitsområdet, Martha Abelsen, har mødt justitsminister Søren Pape Poulsen og drøftet udfordringer i justitsområdet.

Byggeriet af den nye anstalt og overførsel af forvaringsdømte fra Danmark til Grønland har haft den naturlige konsekvens, at der er blevet kigget på de udfordringer, der måtte være, og der er i den forbindelse fundet områder, hvor der med fordel kunne ske forbedring.

Det oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.

Helt konkret blev følgende drøftet under mødet:

  • muligheden for udvikling af et tilbud om sexologisk behandlingstilbud til personer dømt for sædelighedskriminalitet, så man forhindrer, at de begår lignende kriminalitet i fremtiden
  • bedre forhold og uddannelse til anstaltsbetjente
  • lønforhold for kriminalforsorgens ansatte generelt

Ikke nok med flotte bygninger

- For Naalakkersuisut er det vigtigt at understrege, at det ikke er nok med flotte nye bygninger. Vi har en forventning om, at de tilbud, der leveres er tidssvarende og tager højde for grønlandske udfordringer, ligesom personalets forhold er vigtige, siger Naalakkersuisoq Martha Abelsen.

- For de forvaringsdømte, som vælger at forblive i Danmark er gode forhold også vigtige og derfor glæder det Naalakkersuisut, at de bevarer de særlige grønlandske tilbud som grønlandsk mad, grønlandskundervisning m.m.

Lover afdækning af lønforskelle

Afdækningen af lønforskelle mellem justitsområdets ansatte i Danmark og Grønland blev også drøftet under mødet.

Det oplyser, at justitsminister Søren Pape Poulsen lovede, at afdækningen af lønforskelle inden for justitsområdet vil være klar i starten af det nye år, og at Naalakkersuisut snarest herefter vil blive orienteret om afdækningens resultater.

- Jeg ser frem til at modtage afdækningen og at fortsætte det gode samarbejde, lyder det fra Naalakkersuisoq for Justitsområdet.

Powered by Labrador CMS