Gå til hovedindhold

Juridisk slagsmål om Kvanefjeldet

Mindretalsaktionæren Westrip Holding Ltd beskylder australierne for skjult dagsorden i urandebatten

Kvanefjeldet ved Narsaq skaber ikke alene politisk, men også juridisk konflikt, og det reelle ejerskab til den værdifulde efterforskningslicens skal nu afgøres ved kredsretten i Narsaq. I mellemtiden fyger det med påstande om skjulte dagordener og ulovlige generalforsamlinger, og folketingsmedlem Lars-Emil Johansen og Royal Greenlands tidl. direktør Ole Ramlau-Hansen, som netop har været hovedpersonerne i Puisi-skandalen, bliver beskyldt for at være stråmænd for det australske selskab Greenland Mining and Energy Ltd.

Råstofdirektoratet har givet efterforskningslicensen til de enorme forekomster af uran og sjældne jordarter i Kvanefjeldet til det grønlandske aktieselskab Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S med Lars-Emil-Johansen som bestyrelsesformand og Ole Ramlau-Hansen som direktør. Dette selskab er ejet af en mindretalsaktionær (39 procent), det engelsk-registrerede selskab Westrip Holding Ltd, som igen er ejet af det australske selskab Rimbal Ply Ltd, og af en flertalsaktionær (61 procent), det Isle of Man-registrerede selskab Chahood Capital Ltd., som igen er ejet af det australske selskab Greenland Minerals and Energy Ltd.

Mindretalsaktionæren Westrip siger i sin stævning til kredsretten i Narsaq, at selskabet i de seneste år er nægtet adgang til væsentlige informationer om mineraljagten på Kvanefjeldet, og at selskabet derfor ikke har været i stand til at varetage sine interesser i Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S. For netop at beskytte mindretalsaktionæren Westrip besluttede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i Danmark sidste sommer at indsætte en mindretalsrevisor, PriceWaterhouseCoopers, ved siden af flertalsrevisoren Deloitte.

Australsk dominans

Samtidig siger Westrip i stævningen, at det australske selskab Greenland Minerals and Energy Ltd gennem sit ejerskab af flertalsaktionæren Chahood Capital Ltd. har bemægtiget sig hele kontrollen over Kvanefjeldet.

En låne- og samarbejdsaftale mellem det grønlandske og det australske selskab, indgået i februar 2011, giver efter Westrips opfattelse det australske selskab den reelle kontrol over driften af det grønlandske selskab. Westrip har erfaret, at det australske selskab derefter vil overdrage efterforskningen på Kvanefjeldet til et selskab, som er direkte eller indirekte ejet af Ole Ramlau-Hansen, så Westrip bliver kørt ud på et sidespor.

Den australske dominans bekymrer også Westrip, fordi det australske selskab, noteret på børsen i Sydney, er blevet beskyldt for at fortie den grønlandske 0-tolerance overfor udvinding af radioaktive stoffer for at pleje aktiekursen. Westrip frygter simpelthen, at australiernes vildledning, som er blevet skarp påtalt af naalakkersuisuts medlem for råstoffer Ove Karl Berthelsen, i sidste ende kan betyde, at Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S bliver frataget licensen.

Ingen kommentar

Det grønlandske selskabs direktør Ole Ramlau-Hansen bekræfter stævningen:

– Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S har modtaget en stævning fra selskabet Westrip, der som mindretalsaktionær er repræsenteret i bestyrelsen for Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S.

– Stævningen drejer sig i korthed om, at Westrip ikke har fået sine synspunkter igennem på den ekstraordinære generalforsamling i Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S i efteråret 2010. Greenland Minerals and Energy vurderer, at stævningen er udtaget i fortsættelse af den adfærd, som enkelte af Westrips aktionærer har udvist i de senere år for at vanskeliggøre vores mineforberedende aktiviteter på Kuannersuit i Narsaq.

– Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S har overdraget sagen til selskabets advokater, og blot for god ordens skyld meddeles herved, at vi ikke har yderligere kommentarer, så længe sagen pågår, siger Ole Ramlau-Hansen i en kortfattet pressemeddelelse.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER