Julie vil ind i politik

Opdateret 8.33: Efter flere år i musikbranchen og 13 år i Danmark vender Julie hjem til Grønland. Nu trækker politik.

Julie Berthelsen står foran et sporskifte, der både indeholder en flytning til Grønland og et nyt studium. Det fortæller hun til B.T. i dag søndag, der over fire sider portrætterer Julie Berthelsen i et interview om sit liv og fremtid.

Blandt andet kommer hun ind på sin identitetskrise om at være et blandingsbarn af en dansk far og en grønlandsk mor, men også, at politik fylder mere og mere i sit liv.

- Politik er begyndt at vække en større og større interesse i mig. Mine planer går derfor på at læse politologi, siger hun til B.T., men hun understreger, at hun ikke stiller op på valglisten indenfor det næste par år.

Julie Berthelsen siger til Sermitsiag.gl, at hun ønsker at flytte til Grønland, men at:

- Det er farligt at sætte årstal på, det kan være alt fra fem til 20 år. Og min drøm om at studere politologi, er et stort ønske, men om det nogensinde lykkes mig, ved jeg ikke. Jeg har pænt travlt med det, jeg laver.

- Og politik vil jeg gå ind til, når tiden passer. Jeg kan ikke sætte årstal på, det er blot en forestilling, jeg har om fremtiden.

Artiklen bringer ikke til torvs, hvilket parti, Julie Berthelsen ønsker at repræsentere, hvis og når hun for alvor gør noget ved planerne om en politisk løbebane.

Powered by Labrador CMS