Journalister: Toppolitikere holder pressen på afstand

Grønlands Medieforbund vurderer, at politikere er blevet sværere at få i tale

Journalister oplever, at det er stadig sværere at få politikerne i Selvstyret i tale

Det bliver stadig sværere for journalister at få fat i fremtrædende politikkere i forbindelse med aftaler om interview, det gælder især medlemmer af Naalakkersuisut.

Det er vurdering af en gruppe journalister, der var samlet til et møde med overskriften ' Journalister og politikere', arrangeret af Grønlands Medieforbund, TP.

- Det virker som om der bliver større afstand mellem journalister og ”de tunge drenge” indenfor politik. Det er meget ærgerligt, for de, der bliver ramt af dette, er vælgerne, der egentlig har krav på at blive orienteret om hvad der foregår bag kulisserne og hvorfor politikerne gør som de gør, hedder det i en udtalelse fra mødet.

Undgår opfølgende spørgsmål

Diskussionen på mødet viste, at det er blevet vanskeligere at træffe aftaler med medlemmer af Naalakkersuisut til for eksempel et interview. Det bliver mere almindeligt, at det er politikernes sekretærer eller embedsmænd, der leverer svarene. Ofte ønskes spørgsmålene fremsendt på e-mail, og herefter er det så er ministersekretæren eller embedsmanden, der svarer på spørgsmålene eller henviser til en pressemeddelelse.

- Denne fremgangsmåde er ikke tilfredsstillende, fordi journalisten ikke får mulighed for at stille spørgsmål direkte til politikeren og ydermere ikke har mulighed for at følge op på svarene med flere spørgsmål.

Journalisterne på mødet oplever ligeledes jævnligt, at politikerne sender en sekretær med afslag på et interview, med manglende tid som begrundelse.

På mødet blev journalisterne enige om at invitere politikerne til en debat i efteråret, om forholdet mellem politikere og presse.

- Vi vil gerne give politikerne mulighed for at fortælle hvordan de forstår betydningen af borgerinddragelse og kommunikation. Men vi vil også gerne fortælle dem, hvad vi synes om deres måde at gøre tingene på, siger Juaaka Lyberth, formand for Medieforbundet TP.

- Politikere og journalister er dybt afhængige af hinanden, og vi tror på, at en samtale kan forbedre situationen samt genskabe respekten mellem politikere og journalister.

- En af journalisternes vigtige opgaver er at være vagthunde overfor politiske beslutninger, på vegne af borgerne, og politikerne bør være mere interesseret i at borgerne får mulighed for at følge bedre med i deres arbejde. Hvis ikke det sker, bliver borgernes medbestemmelsesret og indflydelse undermineret.

Powered by Labrador CMS