Gå til hovedindhold

Jordomrejse: Eventyrer er nået til Grønland

I sit forsøg på at nå alle verdens lande er danskeren Torbjørn C. Pedersen nu kommet til Qaqortoq fra Island med en trawler

- Jeg ankom natten til torsdag til Qaqortoq om bord på trawleren ’Ilivileq’. Det var islandske Brim HF, der gav mig plads om bord på deres trawler.

Sådan fortæller Torbjørn C. Pedersen til Sermitsiaq.AG.

Den 35-årige dansker er rejst ud i verden for at besøge alle lande. Han vil rejse gennem alle lande i ét stræk uden brug af fly.

Rejsen til verdens 203 lande begyndte i Danmark den 10. oktober 2013. I løbet af de sidste fire måneder har Torbjørn besøgt 40 lande inklusiv Grønland.

Læs "Jordomrejse: Han har brug for et lift til Grønland"

- Jeg er i kontakt med Royal Arctic Line om rejsen op til Nuuk. Det var meningen, at jeg skulle have været med fra Qaqortoq sidste lørdag, men vi ankom senere end forventet. Jeg afventer endnu en bekræftelse fra RAL om transporten i morgen lørdag, men jeg forventer, at det er i orden. RAL har været positivt stemt for at hjælpe mig videre, fortæller Torbjørn C. Pedersen.

Et dejligt gensyn med Grønland
- Det er dejligt at være tilbage i Grønland. Jeg var her fire måneder tilbage i 2008, hvor jeg var midlertidigt ansat som kontorchef for Blue Water Shipping. Min viden fra dengang har lagt grund for min strategi om at nå videre fra Grønland til Canada. Det var planen at komme fra Nuuk til Canada med de canadiske trawlere, som vender hjem sidst på året.

- Jeg er blevet forsinket i Polen, Skotland og Island, hvilket har resulteret i, at jeg er kommet alt for sent til Grønland. De canadiske trawlere er for længst vendt hjem og forventes ikke retur igen før juni eller juli i år. Men når de vender retur til Grønland, er planen, at de skal fiske helt frem til december, inden de igen vender retur til Canada.

Ser Grønland som et land
- Alt dette var jeg naturligvis klar over, inden jeg forlod Island. Hvis dette var en hårdkogt rejse til alle verdens lande, så ville jeg kynisk have fjernet Grønland fra ligningen og være sejlet direkte fra Island til Canada. Men jeg ser Grønland som et land. Jeg ser Grønland som et helt unikt og beundringsværdigt land, som skal vises frem for resten af verden, og derfor er jeg her i dag, fortæller Torbjørn C. Pedersen.

- På sigt er det muligt, at jeg skal retur til Island for at komme til Canada. Men jeg vil i første omgang forsøge at tage nogle gode billeder og fortælle verden nogle smukke historier om Kalaallit Nunaat. Desuden foreligger der endnu nogle muligheder for besejling mellem Grønland og Canada på denne årstid, og jeg håber inderligt, at hvis der blot eksisterer én mulighed, at jeg så vil høre om den og kunne drage nytte af den. 

- Dette er et socialt projekt. Uden hjælp fra andre mister jeg fodfæstet, og det er mere sandt her i Grønland end noget andet sted. I Grønland mister jeg kontrollen og min skæbne er lagt i hænderne på de, der kan hjælpe mig. Når jeg når Canada, har jeg igen mere kontrol, da det er landfast med de kommende 20 lande, forklarer Torbjørn C. Pedersen.

Goodwill-ambassadør for Røde Kors
I de fire år, som Torbjørn C. Pedersen regner med, verdensrejsen vil tage, må han ikke returnere til Danmark. Udover udfordringen med at fragte sig fra land til land uden at flyve skal Torbjørn opholde sig mindst 24 timer i hvert land samt besøge det lokale Røde Kors-center.

Inden afrejsen fra Danmark tilbød Torbjørn at rejse som 'goodwill-ambassadør' for Dansk Røde Kors, som tog imod hans tilbud, og indtil videre har danskeren besøgt 39 Røde Kors-centre rundt om i Europa.

Torbjørn C. Pedersen rejser for at møde mennesker:

- Det er ikke landene i sig selv, der gør indtryk, det er folkene, jeg møder på min vej, lyder det fra den rejselystne dansker.

Han har et budget på 100 kroner om dagen, der skal dække alle omkostningerne i forbindelse med rejsen. Derfor sætter han stor pris på den fantastiske hjælp og støtte, som kommer fra mange uventede sider. 

- Mit motto er, at en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt, hvilket jeg allerede flere gange har oplevet på denne rejse.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER