Jordemødrenes nye formand: Fødsler på kysten er truet

Ernisussiortut Kattuffiat – den grønlandske jordemoderforening har fået en ny formand. Den nye formand vil sætte fokus på fødsler på kysten, som foreningen mener er truet for en eventuel lukning.

Anne Schurmann er den nye formand for den grønlandske jordemoderforening. Hun er uddannet jordemoder og er ansat på Dronning Ingrids Hospital og har arbejdet i Ilulissat som jordemoder.

Anne Schurmann ønsker at sætte fokus på fødestederne på kysten, da hun mener, at disse er under trussel for en eventuel lukning.

- Fødsler på kysten er truet og dem skal vi værne om og sætte fokus på, ligesom vi i EK gerne vil skabe debat omkring, hvorvidt det bør være en kvindes ret at have partneren eller en anden pårørende med til fødsel i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at forlade sin by eller bygd for at føde, skriver formanden i en pressemeddelelse.

I dag er der aktive fødesteder i Nuuk, Ilulissat, Sisimiut, Qaqortoq og Tasiilaq.

Fødested midlertidig lukket

Senest er det fødestedet i Aasiaat, der måtte lukkes midlertidigt på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Fødestedet blev lukket den 1. juni 2019, og skal holdes midlertidig lukket i et år. Når fødestedet har været lukket i ti måneder, skal lukningen vurderes igen af Naalakkersuisut.

Der er dog allerede ingen udsigt til en genåbning, hvilket kan ses i finanslov for 2020.

Bevillingen til sundhedsregion Avannaa er forhøjet med 1,7 millioner kroner med denne bemærkning:

- I FL2019 blev bevillingen for nærværende hovedkonto forhøjet med 1,7 millioner kroner. Forhøjelsen af bevillingen var som følge af, at muligheden for at føde i Aasiaat i Region Disko i 2019 ville blive suspenderet på grund af mangel på relevant sundhedsfagligt personale. De fødende overføres til Ilulissat i Region Avannaa.

- I FFL2020 er tiltaget videreført ved at forhøje bevillingen med 1,7 millioner kroner i 2020, da det ikke vurderes muligt at rekruttere og fastholde relevant sundhedsfagligt personale i det kommende år. Midlerne anvendes til en lægestilling yderligere i Ilulissat i Region Avannaa samt udgifter til transport, indkvartering og dagpenge til de gravide, lyder det i bemærkningerne til driftsbevilling af sundhedsregionerne i finanslov for 2020.

Håber på genåbning

Ernisussiortut Kattuffiat håber dog fortsat på en genåbning af fødestedet og ønsker endvidere at blive inddraget i andre lignende tiltag.

- EK håber at kunne bidrage til løsninger, der kan sikre Aasiaat som fødested. EK ønsker fremadrettet at blive inddraget og hørt i overvejelserne inden den slags beslutninger træffes, der i allerhøjeste grad påvirker vores medlemmer, og i særdeleshed de berørte familier, lyder det fra Ernisussiortut Kattuffiat.

Jordemødrenes forening oplyser i en pressemeddelelse, at de har en række tiltag, der skal sætte fokus på bevarelsen af fødestederne på kysten. Disse vil blive offentliggjort løbende.

Den øvrige bestyrelse ser således ud:

  • Aininaq Willesen
  • Charlotte Bøgelund
  • Karina Andresen
  • Line E. Poulsen
  • Paneeraq B. Kreutzmann
  • Vibeke Biilmann
Powered by Labrador CMS