Joachim skal giftes

Til foråret skal der være bryllup i kongehuset, når prins Joachim gifter sig med Marie Cavallier.

Prins Joachim og Marie Cavallier (midt) under onsdagens statsråd på Christiansborg Slot, hvor meddelelsen om deres forlovelse blev givet.

Prins Joachim har forlovet sig med Marie Cavallier, oplyser kongehuset. Brylluppet finder sted i løbet af foråret 2008. Efter ægteskabets indgåelse vil Marie Cavallier få titel af prinsesse, oplyser hofmarskal Ove Ullerup.

Marie Cavallier er fransk statsborger og tilhører den romersk-katolske kirke. Hun ønsker at overgå til den evangelisk-lutherske kirke i forbindelse med ægteskabet, og hun søger også om dansk indfødsret.

Hoffet holder kl. 16, dansk tid, pressemøde om forlovelsen på Amalienborg.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen ønsker det nyforlovede royale par tillykke.

- Jeg glæder mig på prins Joachims og Marie Cavalliers vegne, og har her til formiddag i forbindelse med Statsrådet overbragt regeringens lykønskninger. Jeg ønsker parret alt godt fremover, siger han til Ritzau.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fik nyheden om begivenheden som en af de første. Han informerede ifølge Ritzau partilederne onsdag formiddag, inden han modtog kongehuset til statsråd, hvor de informerede om forlovelsen og det kommende bryllup.

Powered by Labrador CMS