Jens Immanuelsen: Kvotefrie zoner skal afskaffes

Naalakkersuisut har sendt et forslag til en ny bekendtgørelse om kystnært fiskeri efter hellefisk til høringen. Med bekendtgørelsen vil Naalakkersuisut fjerne de kvotefrie zoner.

Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Jens Immanuelsen, lægger op til fastlagte kvoter i hele landet, hvad angår hellefisk.

Med et forslag til en ny bekendtgørelse, der netop er sendt til høring, vil han gøre op med kvotefrie fiskeriområder efter hellefisk i forvaltningsområderne Diskobugten, Uummannaq og Upernavik.

Samtidig vil naalakkersuisut inddele hele landet i forvaltningsområder udover de tre allerede eksisterende forvaltningsområder. Det betyder, at landet inddeles i otte forvaltningsområder, hvis forslaget godkendes.

- Høring om emnet er i rød tråd med koalitionsaftalen, som blandt siger, at hele Grønlands kyst skal deles i forvaltningsområder, hvortil der anvises kvoter for flest mulige fiskearter. Den biologiske rådgivning skal danne grundlag for kvoterne, der også omfatter de nye forvaltningsområder, lyder det fra departementet for fiskeri i en pressemeddelelse.

Nye aktører skal begrænses

Samtidig vil naalakkersuisuit begrænse antallet af nye aktører indenfor jollefiskeri i nogle områder.

- I forbindelse med forhøjelse af hellefiskekvoten i Diskobugten 6. september 2019 besluttede Naalakkersuisut, at der skulle arbejdes videre på ’en begrænsning af udstedelse af jollelicenser til nye aktører i forvaltningsområde Diskobugten og eventuel andre dele af forvaltningsområde 47, da kapaciteten i jollesegmentet er for stor, lyder det.

Ifølge Naalakkersuisoq for fiskeri er antallet af licenser steget med 42 procent, mens den videnskabelige rådgivning er faldet med 36 procent i forvaltningsområderne Upernavik, Uummannaq og Diskobugten i perioden 2013-2019.

Powered by Labrador CMS