Fra Japan via Danmark til Grønland og retur til Danmark

Akutaaneq Kreutzmann får fløjet næsten 16.000 kilometer, inden han efter nytår møder op til håndboldlandsholdets træningssamling i Odense

Akutaaneq Kreutzmann i dyb koncentration.

Landsholdet benytter turneringspausen i forbindelse med de kommende europamesterskaber til at mødes til en samling i Odense.

Landsholdsspillerne ankommer til Odense 2. januar og returnerer 7. januar til deres respektive klubber.

16 spillere udtaget

Landstræner Ingi Olsen har udtaget 16 spillere

  • Taatsiaq Villadsen GSS
  • Inuk Højgaard GSS
  • Isak Olsen GSS
  • Malik Andersen Kleist BSH
  • Lars Ole Lyberth GSS
  • Aqqalu Sandgreen GSS
  • Inuujuk Ostermann Søholm GSS
  • Minik Dahl Høegh Ajax København
  • Akutaaneq Kreutzmann Toyoda Gosei Blue Falcon
  • Angutimmarik Kreutzmann TIK Taastrup Håndbold
  • Miki Heilmann GSS
  • Nuka Heilmann GSS
  • Marco Geisler BSH
  • Inuk Olsen GSS
  • Kutaak Olsen GSS
  • Noah John Davidsen GSS
Landsholdet under sidste træningssamling i oktober i København

Under opholdet i Odense skal landsholdet spille tre testkampe. Første kamp er mod topholdet i 2. division Øst SUS Nyborg. Derefter mod de to stærke 1. divisions mandskaber Otterup Håndboldklub og HC Odense.

Meget vigtig samling

Assisterende landstræner Rasmus Larsen lægger i en samtale med os ikke skjul på, at det er en meget vigtig samling i bestræbelserne på at kvalificere det grønlandske landshold til verdensmesterskaberne i Egypten 2021.

- Det er vores sidste samling inden kvalifikationskampene i Mexico City i april måned, hvor vi skal kæmpe om et enkelt sæt billetter til Egypten.

Trænerteamet Rasmus Larsen og Ingi Olsen

- Tre testkampe bliver selvfølgelig hårdt, men det bliver det så sandelig også i Mexico City, hvor alle kampe bliver hårde og vanskelige.

- Vi skal heldigvis ikke bekymre os, om spillerne har trænet, for det har de. Inden den endelige udtagelse af truppen til Mexico, vil der kunne ske ændringer.

- Det er så vigtigt, at vi klarer os godt. Ikke mindst for vores egen selvforståelse, men så sandelig også for det arbejde, som forbundet og sponsorerne lægger i projektet og naturligvis også for Grønlands skyld, slutter Rasmus Larsen.

Tilbage til Japan

Efter samlingen i Odense tager Akutaaneq Kreutzmann igen på langfart. Flyver tilbage til Japan og til sin klub Toyoda Gosei Blue Falcon. Igen 8600 km i en flyvemaskine. Så alt i alt bliver det for den rejsevante håndboldspiller godt 24000 km i løbet af kort tid.

Angutimmarik Kreutzmann, Minik Dahl Høegh og Akutaaneq Krutzmann
Powered by Labrador CMS